Job 21
1 Men Job svarede og sagde:
Ayup jawabǝn mundaⱪ dedi: —
2 hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
«Gǝplirimgǝ ⱪulaⱪ selinglar, Bu silǝrning manga bǝrgǝn «tǝsǝlliliringlar»ning ornida bolsun!
3 Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
Sɵz ⱪiliximƣa yol ⱪoysanglar; Sɵz ⱪilƣinimdin keyin, yǝnǝ mazaⱪ ⱪiliweringlar!
4 Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
Mening xikayitim bolsa, insanƣa ⱪaritiliwatamdu? Roⱨim ⱪandaⱪmu bitaⱪǝt bolmisun?
5 Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
Manga obdan ⱪaranglarqu? Silǝr qoⱪum ⱨǝyran ⱪalisilǝr, Ⱪolunglar bilǝn aƣzinglarni etiwalisilǝr.
6 Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
Mǝn bu ixlar üstidǝ oylansamla, wǝⱨimigǝ qɵmimǝn, Pütün ǝtlirimni titrǝk basidu.
7 Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
Nemixⱪa yamanlar yaxiweridu, Uzun ɵmür kɵridu, Ⱨǝtta zor küq-ⱨoⱪuⱪluⱪ bolidu?
8 Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
Ularning nǝsli ɵz aldida, Pǝrzǝntliri kɵz aldida mǝzmut ɵsidu,
9 Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
Ularning ɵyliri wǝⱨimidin aman turidu, Tǝngrining tayiⱪi ularning üstigǝ tǝgmǝydu.
10 Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
Ularning kaliliri jüplǝnsǝ uruⱪlimay ⱪalmaydu, Iniki mozaylaydu, Moziyinimu taxlimaydu.
11 De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
[Rǝzillǝr] kiqik balilirini ⱪoy padisidǝk talaƣa qiⱪiriweridu, Ularning pǝrzǝntliri taⱪlap-sǝkrǝp ussul oynap yüridu.
12 De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
Ular dap ⱨǝm qiltarƣa tǝngkǝx ⱪilidu, Ular nǝyning awazidin xadlinidu.
Ular künlirini awatqiliⱪ iqidǝ ɵtküzidu, Andin kɵzni yumup aqⱪuqila tǝⱨtisaraƣa qüxüp ketidu. (Sheol h7585)
14 Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
Ⱨǝm ular Tǝngrigǝ: «Bizdin neri bol, Bizning yolliring bilǝn tonuxⱪimiz yoⱪtur!» — dǝydu,
15 Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
— «Ⱨǝmmigǝ Ⱪadirning hizmitidǝ boluxning ǝrzigüdǝk nǝri bardu? Uningƣa dua ⱪilsaⱪ bizgǝ nemǝ payda bolsun?!».
16 Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
Ⱪaranglar, ularning bǝhti ɵz ⱪolida ǝmǝsmu? Biraⱪ yamanlarning nǝsiⱨiti mǝndin neri bolsun!
17 Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
Yamanlarning qiriƣi ⱪanqǝ ⱪetim ɵqidu? Ularni ɵzlirigǝ layiⱪ külpǝt basamdu? [Huda] ƣǝzipidin ularƣa dǝrdlǝrni bɵlüp berǝmdu?
18 Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
Ular xamal aldidiki engizƣa ohxax, Ⱪara ⱪuyun uqurup ketidiƣan pahalƣa ohxaxla yoⱪamdu?
19 „Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
Tǝngri uning ⱪǝbiⱨlikini baliliriƣa qüxürüxkǝ ⱪalduramdu? [Huda] bu jazani uning ɵzigǝ bǝrsun, uning ɵzi buni tetisun!
20 Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
Ɵzining ⱨalakitini ɵz kɵzi bilǝn kɵrsun; Ɵzi Ⱨǝmmigǝ Ⱪadirning ⱪǝⱨrini tetisun!
21 Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
Qünki uning bekitilgǝn yil-ayliri tügigǝndin keyin, U ⱪandaⱪmu yǝnǝ ɵz ɵydikiliridin ⱨuzur-ⱨalawǝt alalisun?
22 Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
Tǝngri kattilarning üstidinmu ⱨɵküm ⱪilƣandin keyin, Uningƣa bilim ɵgitǝlǝydiƣan adǝm barmidur?!
23 Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
Birsi saⱪ-salamǝt, pütünlǝy ƣǝm-ǝndixsiz, azadiliktǝ yilliri toxⱪanda ɵlidu;
24 hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
Beⱪinliri süt bilǝn semiz bolidu, Ustihanlirining yiliki heli nǝm turidu.
25 Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
Yǝnǝ birsi bolsa aqqiⱪ armanda tügǝp ketidu; U ⱨeqⱪandaⱪ raⱨǝt-paraƣǝt kɵrmigǝn.
26 De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
Ular bilǝn billǝ topa-qangda tǝng yatidu, Ⱪurutlar ularƣa qaplixidu.
27 Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
— Mana, silǝrning nemini oylawatⱪanliⱪinglarni, Meni ⱪarilax niyǝtliringlarni bilimǝn.
28 thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
Qünki silǝr mǝndin: «Esilzadining ɵyi nǝgǝ kǝtkǝn? Rǝzillǝrning turƣan qedirliri nǝdidur?» dǝp sorawatisilǝr.
29 Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
Silǝr yoluqilardin xuni sorimidinglarmu? Ularning xu bayanliriƣa kɵngül ⱪoymidinglarmu?
30 at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
[Demǝk], «Yaman adǝm palakǝt künidin saⱪlinip ⱪalidu, Ular ƣǝzǝp künidin ⱪutulup ⱪalidu!» — [dǝydu].
31 „Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
Kim [rǝzilning] tutⱪan yolini yüz turanǝ ǝyiblǝydu? Kim uningƣa ɵz ⱪilmixi üqün tegixlik jazasini yegüzidu?
32 Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
Əksiqǝ, u ⱨǝywǝt bilǝn yǝrlikigǝ kɵtürüp mengilidu, Uning ⱪǝbrisi kɵzǝt astida turidu.
33 I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
Jilƣining qalmiliri uningƣa tatliⱪ bilinidu; Uning aldidimu sansiz adǝmlǝr kǝtkǝndǝk, Uning kǝynidinmu barliⱪ adǝmlǝr ǝgixip baridu.
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
Silǝr nemixⱪa manga ⱪuruⱪ gǝp bilǝn tǝsǝlli bǝrmǝkqi? Silǝrning jawabliringlarda pǝⱪǝt sahtiliⱪla tepilidu!
