Job 21
1 Men Job svarede og sagde:
Då svara Job og sagde:
2 hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
«Å høyr då, høyr på mine ord! Gjev i minsto det til trøyst!
3 Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
Lat meg få lov å tala ut, so kann du spotta etterpå.
4 Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
Klagar eg vel på menneskje? Og hev eg ikkje grunn til harm?
5 Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
Vend dykk til meg, og ottast so; legg handi so på dykkar munn.
6 Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
Eg støkk, når eg det kjem i hug; ei bivring gjenom kroppen gjeng.
7 Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
Kvifor fær dei gudlause liva, auka i magt som åri gjeng?
8 Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
Dei ser si ætt stå fast ikring deim, dei hev sitt avkjøme for augo.
9 Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
I fred stend husi deira trygge, Guds svipa råkar ikkje deim;
10 Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
med heppa parast deira fe, og kyrne kastar aldri kalv.
11 De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
Dei slepper borni ut som lamb, og gutarne i leiken hoppar;
12 De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
Dei syng til trumma og til cither og frygdar seg ved fløyteljod.
I lukka liver dei si tid og fer so brått til helheim ned. (Sheol h7585)
14 Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
Til Gud dei segjer: «Haldt deg burte!» Me vil’kje kjenna dine vegar!
15 Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
Kvi skal me tena den Allsterke? Kva gagnar det å be til honom?»
16 Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
«Dei hev’kje lukka si i handi» - Langt burt frå meg med gudlaus råd!
17 Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
Når sloknar lampa for gudlause? Når kjem ulukka yver deim? Gjev han deim straff i vreidesmod?
18 Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
Fer dei vel burt som strå for vind, lik agner som i stormen fyk?
19 „Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
«Gud gøymer straffi til hans born.» Nei, sjølv skal mannen straffi kjenna!
20 Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
Lat han få sjå sitt eige fall og drikka harm frå den Allsterke!
21 Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
Kva bryr han seg vel um sitt hus, når månadstalet hans er fullt?
22 Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
Vil nokon hjelpa Gud til kunnskap, han som er domar for dei høgste?
23 Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
Den eine døyr på velmagts høgd, fullkomleg trygg og fredeleg;
24 hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
hans fat er fulle utav mjølk, og i hans bein er mergen frisk;
25 Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
den andre døyr so beisk i hug, hev ingenting av lukka smaka.
26 De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
Dei båe vert i moldi lagde, og deira klednad makkar er.
27 Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
Sjå kor eg kjennar dykkar tankar, og dykkar meinkrokar mot meg.
28 thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
De spør: «Kvar er vel stormannshuset? Kvar er det tjeld der gudlause bur?»
29 Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
Hev de’kje høyrt av ferdafolk - de trur vel det som dei fortel -:
30 at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
«Den vonde frå ulukka slepp; han berga vert på vreidedagen.
31 „Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
Kven lastar honom for hans ferd? Og straffar honom for hans gjerd?
32 Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
Han vert til gravi båren burt, og ved hans gravhaug held dei vakt.
33 I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
Søtt søv han under torv i dal, og i hans far all verdi fer, som tallause gjekk fyre honom.
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
Det trøystar meg med tome ord; av dykkar svar er sviket att.»
