Job 21
1 Men Job svarede og sagde:
Respondens autem Iob, dixit:
2 hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
Audite quaeso sermones meos, et agite poenitentiam.
3 Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
Sustinete me, et ego loquar, et post mea, si videbitur, verba ridete.
4 Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
Numquid contra hominem disputatio mea est, ut merito non debeam contristari?
5 Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
Attendite me, et obstupescite, et superponite digitum ori vestro:
6 Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
Et ego quando recordatus fuero, pertimesco, et concutit carnem meam tremor.
7 Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
Quare ergo impii vivunt, sublevati sunt, confortatique divitiis?
8 Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
Semen eorum permanet coram eis, propinquorum turba, et nepotum in conspectu eorum.
9 Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
Domus eorum securae sunt et pacatae, et non est virga Dei super illos.
10 Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
Bos eorum concepit, et non abortivit: vacca peperit, et non est privata foetu suo.
11 De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
Egrediuntur quasi greges parvuli eorum, et infantes eorum exultant lusibus.
12 De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
Tenent tympanum, et citharam, et gaudent ad sonitum organi.
Ducunt in bonis dies suos, et in puncto ad inferna descendunt. (Sheol h7585)
14 Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
Qui dixerunt Deo: Recede a nobis, et scientiam viarum tuarum nolumus.
15 Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
Quis est Omnipotens, ut serviamus ei? et quid nobis prodest si oraverimus illum?
16 Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
Verumtamen quia non sunt in manu eorum bona sua, consilium impiorum longe sit a me.
17 Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
Quoties lucerna impiorum extinguetur, et superveniet eis inundatio, et dolores dividet furoris sui?
18 Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
Erunt sicut paleae ante faciem venti, et sicut favilla quam turbo dispergit.
19 „Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
Deus servabit filiis illius dolorem patris: et cum reddiderit, tunc sciet.
20 Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
Videbunt oculi eius interfectionem suam, et de furore Omnipotentis bibet.
21 Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
Quid enim ad eum pertinet de domo sua post se? et si numerus mensium eius dimidietur?
22 Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
Numquid Deus docebit quispiam scientiam, qui excelsos iudicat?
23 Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
Iste moritur robustus et sanus, dives et felix.
24 hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
Viscera eius plena sunt adipe, et medullis ossa illius irrigantur:
25 Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
Alius vero moritur in amaritudine animae absque ullis opibus:
26 De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
Et tamen simul in pulvere dormient, et vermes operient eos.
27 Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
Certe novi cogitationes vestras, et sententias contra me iniquas.
28 thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
Dicitis enim: Ubi est domus principis? et ubi tabernacula impiorum?
29 Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
Interrogate quemlibet de viatoribus, et haec eadem illum intelligere cognoscetis:
30 at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
Quia in diem perditionis servatur malus, et ad diem furoris ducetur.
31 „Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
Quis arguet coram eo viam eius? et quae fecit, quis reddet illi?
32 Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
Ipse ad sepulchra ducetur, et in congerie mortuorum vigilabit.
33 I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
Dulcis fuit glareis Cocyti, et post se omnem hominem trahet, et ante se innumerabiles.
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
Quomodo igitur consolamini me frustra, cum responsio vestra repugnare ostensa sit veritati?
