Job 21
1 Men Job svarede og sagde:
Darauf erwidert Job und spricht:
2 hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
"Mögt ihr auf meine Rede nochmals hören, und wär's zu eurem Zeitvertreib!
3 Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
Ertragt mich! Laßt mich, reden! Dann scheltet nur, wenn ich geredet!
4 Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
Erhebe ich denn gegen einen Menschen Klage? Oder - warum soll ich nicht ungeduldig werden dürfen?
5 Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
Zu mir kehrt euch, erstarret! Die Hand legt auf den Mund!
6 Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
Ich werde ganz erschüttert, denke ich daran; an Leib und Seele zittere ich.
7 Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
Wie kommt's, daß Frevler leben dürfen und alternd noch an Kräften wachsen?
8 Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
Bei ihnen bleibt ihr Stamm, und er gedeiht, solang sie leben, und stets vor Augen bleiben ihnen ihre Sprößlinge.
9 Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
Und sicher vor Gefahr sind ihre Häuser; die Gottesrute trifft sie nicht.
10 Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
Sein Stier bespringt und läßt es nicht entgleiten, und seine Kuh kalbt leicht und tut nicht eine Fehlgeburt.-
11 De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
Gleich einer Herde lassen sie die Kinderschar hinaus, und munter hüpfen ihre Jungen.
12 De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
Sie spielen froh zu Pauken und zu Zithern und freuen sich beim Flötenschalle.
Ihr Leben geht im Glück zu Ende; sie steigen zu der Unterwelt in Frieden (Sheol h7585)
14 Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
und sagen doch zu Gott: 'Du bleib uns fern!' 'Wir wollen nichts von Deinen Wegen wissen!'
15 Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
'Was soll es, daß wir dem Allmächtigen dienen? Was nützt es uns, ihn bittend anzugehen?'
16 Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
Nun, läge nicht ihr Glück in ihrer Hand, dann wäre mir das Planen dieser Frevler unbegreiflich.
17 Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
Wie oft erlischt der Frevler Leuchte und überfällt sie ihr Verderben? Wie oft teilt er in seinem Zorne Schmerzen aus? -
18 Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
Sie sollen werden wie das Stroh vorm Winde, wie Spreu, vom Sturm entführt!
19 „Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
'Gott hat sein Unheil eben dessen Kindern aufgespart.' Er zahle ihm es heim, daß er es selber fühle!
20 Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
Er selber sollte seinen Becher kosten und von dem Grimm des Höchsten trinken müssen!
21 Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
Was braucht ihn denn zu kümmern, wie's seinem Haus nach seinem Tode geht, wenn seiner Monde Zahl zu Ende ist?
22 Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
Kann man denn Gott das Wissen lehren, da er doch von der Höhe aus verfügt?
23 Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
Der eine stirbt in vollem Glücke, ganz ruhig, wohlgemut.
24 hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
Von Fett sind seine Lenden voll; sein Körper wird mit Mark getränkt.
25 Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
Der andre stirbt verzweiflungsvoll, hat niemals von dem Glück gekostet.
26 De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
Zusammen liegen sie im Staube; Gewürm deckt beide zu.
27 Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
Ich kenne eure Meinung wohl; ihr ziehet an den Haaren Gründe gegen mich herbei.
28 thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
Ihr sagt: 'In welcher Lage ist das Haus des edlen Mannes?' 'In welcher ist das Wohngezelt der Frevler?'
29 Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
Befragt ihr nicht die Leute, die auf den Lauf der Welten achten? Und ihre Zeugnisse könnt ihr nicht ablehnen.
30 at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
Der Frevler bleibt vom Unheilstag verschont, vom Tag, wo Steuern eingetrieben werden.
31 „Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
Wer hält ihm seinen Wandel vor, und wer vergilt ihm, was er tat?
32 Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
Er wird zu Grab getragen, und auf dem Grabespolster ruht er ungestört.
33 I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
Des Grabes Schollen sind ihm süß. So lockt er alle Welt sich nach, und vor ihm schreiten Zahllose einher.
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
Wie leer ist euer Trost! Und eure Antworten sind unaufrichtig."
