Job 21
1 Men Job svarede og sagde:
Job prit la parole et dit:
2 hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
Écoutez, écoutez mes paroles, Donnez-moi seulement cette consolation.
3 Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
Laissez-moi parler, je vous prie; Et, quand j’aurai parlé, tu pourras te moquer.
4 Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
Est-ce contre un homme que se dirige ma plainte? Et pourquoi mon âme ne serait-elle pas impatiente?
5 Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
Regardez-moi, soyez étonnés, Et mettez la main sur la bouche.
6 Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
Quand j’y pense, cela m’épouvante, Et un tremblement saisit mon corps.
7 Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
Pourquoi les méchants vivent-ils? Pourquoi les voit-on vieillir et accroître leur force?
8 Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
Leur postérité s’affermit avec eux et en leur présence, Leurs rejetons prospèrent sous leurs yeux.
9 Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
Dans leurs maisons règne la paix, sans mélange de crainte; La verge de Dieu ne vient pas les frapper.
10 Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
Leurs taureaux sont vigoureux et féconds, Leurs génisses conçoivent et n’avortent point.
11 De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
Ils laissent courir leurs enfants comme des brebis, Et les enfants prennent leurs ébats.
12 De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
Ils chantent au son du tambourin et de la harpe, Ils se réjouissent au son du chalumeau.
Ils passent leurs jours dans le bonheur, Et ils descendent en un instant au séjour des morts. (Sheol h7585)
14 Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
Ils disaient pourtant à Dieu: Retire-toi de nous; Nous ne voulons pas connaître tes voies.
15 Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
Qu’est-ce que le Tout-Puissant, pour que nous le servions? Que gagnerons-nous à lui adresser nos prières?
16 Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
Quoi donc! Ne sont-ils pas en possession du bonheur? Loin de moi le conseil des méchants!
17 Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
Mais arrive-t-il souvent que leur lampe s’éteigne, Que la misère fonde sur eux, Que Dieu leur distribue leur part dans sa colère,
18 Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
Qu’ils soient comme la paille emportée par le vent, Comme la balle enlevée par le tourbillon?
19 „Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
Est-ce pour les fils que Dieu réserve le châtiment du père? Mais c’est lui que Dieu devrait punir, pour qu’il le sente;
20 Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
C’est lui qui devrait contempler sa propre ruine, C’est lui qui devrait boire la colère du Tout-Puissant.
21 Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
Car, que lui importe sa maison après lui, Quand le nombre de ses mois est achevé?
22 Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
Est-ce à Dieu qu’on donnera de la science, A lui qui gouverne les esprits célestes?
23 Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
L’un meurt au sein du bien-être, De la paix et du bonheur,
24 hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
Les flancs chargés de graisse Et la mœlle des os remplie de sève;
25 Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
L’autre meurt, l’amertume dans l’âme, Sans avoir joui d’aucun bien.
26 De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
Et tous deux se couchent dans la poussière, Tous deux deviennent la pâture des vers.
27 Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
Je sais bien quelles sont vos pensées, Quels jugements iniques vous portez sur moi.
28 thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
Vous dites: Où est la maison de l’homme puissant? Où est la tente qu’habitaient les impies?
29 Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
Mais quoi! N’avez-vous point interrogé les voyageurs, Et voulez-vous méconnaître ce qu’ils prouvent?
30 at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
Au jour du malheur, le méchant est épargné; Au jour de la colère, il échappe.
31 „Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
Qui lui reproche en face sa conduite? Qui lui rend ce qu’il a fait?
32 Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
Il est porté dans un sépulcre, Et il veille encore sur sa tombe.
33 I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
Les mottes de la vallée lui sont légères; Et tous après lui suivront la même voie, Comme une multitude l’a déjà suivie.
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
Pourquoi donc m’offrir de vaines consolations? Ce qui reste de vos réponses n’est que perfidie.
