Job 21
1 Men Job svarede og sagde:
Alors Job prit la parole et dit:
2 hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
Ecoutez, écoutez mes paroles, que j’aie, du moins, cette consolation de vous.
3 Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
Permettez-moi de parler à mon tour, et, quand j’aurai parlé, vous pourrez vous moquer.
4 Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
Est-ce contre un homme que se porte ma plainte? Comment donc la patience ne m’échapperait elle pas?
5 Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
Regardez-moi et soyez dans la stupeur, et mettez la main sur votre bouche.
6 Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
Quand j’y pense, je frémis; et un frissonnement saisit ma chair.
7 Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
Pourquoi les méchants vivent-ils, et vieillissent-ils, accroissant leur force?
8 Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
Leur postérité s’affermit autour d’eux, leurs rejetons fleurissent à leurs yeux.
9 Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
Leur maison est en paix, à l’abri de la crainte; la verge de Dieu ne les touche pas.
10 Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
Leur taureau est toujours fécond, leur génisse enfante et n’avorte pas.
11 De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
Ils laissent courir leurs enfants comme un troupeau, leurs nouveau-nés bondissent autour d’eux.
12 De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
Ils chantent au son du tambourin et de la cithare, ils se divertissent au son du chalumeau.
Ils passent leurs jours dans le bonheur, et ils descendent en un instant au schéol. (Sheol h7585)
14 Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
Pourtant ils disaient à Dieu: « Retire-toi de nous; nous ne désirons pas connaître tes voies.
15 Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
Qu’est-ce que le Tout-Puissant, pour que nous le servions? Que gagnerions-nous à le prier? »
16 Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
Leur prospérité n’est-elle pas dans leur main? — Toutefois, loin de moi le conseil de l’impie! —
17 Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
Voit-on souvent s’éteindre la lampe des impies, la ruine fondre sur eux, et Dieu leur assigner un lot dans sa colère?
18 Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
Les voit-on comme la paille emportée par le vent, comme la glume enlevée par le tourbillon?
19 „Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
« Dieu, dites-vous, réserve à ses enfants son châtiment!... » Mais que Dieu le punisse lui-même pour qu’il le sente,
20 Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
qu’il voie de ses yeux sa ruine, qu’il boive lui-même la colère du Tout-Puissant!
21 Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
Que lui importe, en effet, sa maison après lui, une fois que le nombre de ses mois est tranché?
22 Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
Est-ce à Dieu qu’on apprendra la sagesse, à lui qui juge les êtres les plus élevés?
23 Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
L’un meurt au sein de sa prospérité, parfaitement heureux et tranquille,
24 hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
les flancs chargés de graisse, et la mœlle des os remplie de sève.
25 Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
L’autre meurt, l’amertume dans l’âme, sans avoir goûté le bonheur.
26 De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
Tous deux se couchent également dans la poussière, et les vers les couvrent tous deux.
27 Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
Ah! Je sais bien quelles sont vos pensées, quels jugements iniques vous portez sur moi.
28 thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
Vous dites: « Où est la maison de l’oppresseur! Qu’est devenue la tente qu’habitaient les impies? »
29 Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
N’avez-vous donc jamais interrogé les voyageurs, et ignorez-vous leurs remarques?
30 at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
Au jour du malheur, le méchant est épargné; au jour de la colère, il échappe au châtiment.
31 „Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
Qui blâme devant lui sa conduite? Qui lui demande compte de ce qu’il a fait?
32 Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
On le porte honorablement au tombeau; et on veille sur son mausolée.
33 I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
les glèbes de la vallée lui sont légères, et tous les hommes y vont à sa suite, comme des générations sans nombre l’y ont précédé.
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
Que signifient donc vos vaines consolations? De vos réponses il ne reste que perfidie.
