Job 21
1 Men Job svarede og sagde:
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
3 Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo haane!
4 Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utaalmodig?
5 Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Haand paa Mund!
6 Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
Jeg gruer, naar jeg tænker derpaa, mit Legeme gribes af Skælven:
7 Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
8 Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
9 Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
10 Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
11 De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
de slipper deres Drenge ud som Faar, deres Børneflok boltrer sig ret;
12 De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, (Sheol h7585)
14 Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
skønt de siger til Gud: »Gaa fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
15 Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke paa hos ham?«
16 Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
Er ej deres Lykke i deres Haand og gudløses Raad ham fjernt?
17 Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
Naar gaar de gudløses Lampe ud og naar kommer Ulykken over dem? Naar deler han Loddet ud i sin Vrede,
18 Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
saa de bliver som Straa for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
19 „Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, saa han mærker det,
20 Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
lad ham selv faa sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
21 Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, naar hans Maaneders Tal er udrundet?
22 Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
23 Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
En dør jo paa Lykkens Tinde, helt tryg og saa helt uden Sorger:
24 hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
25 Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
26 De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
27 Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
Se, jeg kender saa vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
28 thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
naar I siger: »Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?«
29 Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
30 at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
Den onde skaanes paa Ulykkens Dag og frelses paa Vredens Dag.
31 „Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
32 Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
33 I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger saa efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar — kun Svig er tilbage!
