Job 21
1 Men Job svarede og sagde:
To naah Job mah,
2 hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
ka lok hae kahoih ah tahngai ah; nang pathloephaih lok loe hae tiah om nasoe.
3 Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
Tahngai ah, lok ka thuih han vop; koeh boeh loe ka thuih pacoengah, na pahnui thui ah.
4 Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
Kai loe kami maw laisaep thuih? To tiah om nahaeloe, palung duem ai ah om tih maw?
5 Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
Kai hae na khen ah loe, dawnrai ah; pakha to ban hoi tamuep ah.
6 Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
Hae kawng hae ka poek naah ka zit moe; ka takpum boih tasoeh.
7 Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
Tipongah kasae kaminawk loe hinglung sawk o, mitong khoek to ngantui o moe, angraeng o pacoengah, thacak o loe?
8 Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
Anih ih caanawk loe angmah taengah khosak o moe, angmah ih acaengnawk doeh a mikhnuk ah qoeng o tahang.
9 Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
A imnawk doeh misa zithaih om ai, Sithaw danpaekhaih thingboeng doeh nihcae nuiah krah ai.
10 Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
Nihcae ih maitaw tae loe apet ai ah apaa cuk o moe, kapomh maitaw doeh acaa zuun vai ai.
11 De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
Nihcae ih caanawk loe tuu baktiah caeh o moe, hnawh o.
12 De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
Cingceng to boh o, katoeng kruek hoiah laa a sak o moe, tamoi lok hoiah anghoe o.
Nihcae loe taprong ah laem o ai karoek to, hmuenmae angraenghaih hoiah khosak o. (Sheol h7585)
14 Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
Nihcae loe Sithaw khaeah, Na caeh taak ah, Na loklam panoek han ka koeh o ai.
15 Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
Thacak Sithaw loe kawbangmaw oh moe, a tok ka sak pae o han loe? Anih khaeah lawk ka thuih o nahaeloe, tih atho maw om tih, tiah a thuih o.
16 Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
Khenah, nihcae angraenghaih loe angmacae ban ah om poe ai; kazae kaminawk ih poekhaih to angqoi taak boeh.
17 Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
Sithaw mah kasae kaminawk ih hmaithaw to paduek pae, anih palungphui pongah nihcae to amrosak moe, nihcae nuiah vai nazetto maw raihaih to phaksak?
18 Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
Nihcae loe takhi mah hmuh ih anghnoeng baktiah oh o moe, takhi sae mah hmuh ih tavai baktiah ni oh o.
19 „Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
Nangcae mah loe, zaehaih sah kaminawk zuengah a caanawk to Sithaw mah danpaek tih, tiah na thuih o; toe kaimah loe a sak pazaehaih panoek thai hanah, Sithaw mah zaehaih sah kami angmah roe to danpaek nasoe, tiah ka thuih.
20 Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
Angmah amrohaih to a mik hoi roe hnu nasoe loe, Thacak Sithaw palungphuihaih to nae nasoe.
21 Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
Anih han paek ih ani hoi akhrah akoep naah loe, anih mah a caeh taak ih a caanawk hanah timaw sah pae thai tih?
22 Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
Mi mah maw hmuensang ah kaom kaminawk lokcaekkung Sithaw to patuk thai tih?
23 Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
Kami maeto loe tha oh li, misa monghaih hoiah khosak moe, nawm li nathuem,
24 hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
A takpum kahoih ah qoeng tahang li moe, ahuhnawk tangkhring hoiah koi li nathuem ah duek ving.
25 Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
Kalah kami maeto bae loe khosak nawmhaih tong vai ai, a hinghaih patangkhang pongah duek.
26 De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
Nihnik loe maiphu thungah angsong hoi moe, sadong mah khuk khoep boeh.
27 Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
Khenah, ka nuiah sak han na pacaeng ih kahoih ai hmuen to ka panoek.
28 thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
Nang mah, angraeng ih im naa ah maw oh, kasae kaminawk ih im naa ah maw oh? tiah na thuih.
29 Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
Kholong caeh kaminawk to lok na dueng o vai ai maw? A sak o ih angmathaih to na panoek o ai maw?
30 at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
Kahoih ai kami loe amrohaih ani hanah pahoe boeh, palungphuihaih ani hanah suek boeh pongah, anih loe vaihi loih tih boeh, tiah na poek o ai maw?
31 „Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
A sak ih kahoih ai hmuen to mi mah maw taphong pae tih? A sak ih zaehaih baktih toengah mi mah maw pathok tih?
32 Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
Toe anih loe taprong ah phak naah doeh, tangprong toepkung to suem pae o tih.
33 I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
Azawn ih long loe anih hanah luep, kami boih anih hnukah patom o ueloe, anih hmaa ah kroek laek ai kaminawk caeh o tih.
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
To tiah nahaeloe tih han ih azom pui ah kaom lok hoiah nang pathloep o loe? Nang pathimhaih lok ah tangtang to om ai, amsawnlok cing ni oh, tiah a naa.
