Job 20

1 Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:

Då tok Sofar frå Na’ama til ords og sagde:

2 Derfor give mine Tanker mig Svar, og fordi jeg har Hast i mit Indre.

«Difor gjev mine tankar svar, og difor stormar det i meg.

3 Jeg maa høre en Undervisning til Forsmædelse for mig; men Aanden svarer mig ud af min Forstand.

Ei skamleg skrapa fær eg høyra, men kloke svar mi ånd gjev meg.

4 Ved du dette, som har været af Evighed, siden Mennesker sattes paa Jorden:

Veit du’kje at frå ævords tid, frå mannen fyrst på jord vart sett,

5 At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?

ugudlege hev stokkut jubel, vanheilage stuttvarug gleda?

6 Om hans Højhed steg op til Himmelen, og hans Hoved naaede til Skyen,

Når modet hans til himmels stig, når hovudet mot sky han lyfter,

7 saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han?

han evig gjeng til grunns som skarnet; «Kvar er han?» spør dei, honom såg.

8 Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten.

Lik draumen glid han burt og kverv, vert jaga som ei nattesyn.

9 Det Øje, som har set ham, skal ikke se ham mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.

Han burte er for alle augo, hans stad veit ikkje til han meir.

10 Hans Børn skulle søge at behage de ringe, og hans Hænder skulle give hans Formue tilbage.

Hans born lyt hjelpa fatigfolk; hans hender gjev hans gods attende.

11 Hans Ben vare fulde af Ungdomskraft, men den skal ligge i Støvet med ham.

Hans bein var full’ av ungdomskraft; men den i moldi ligg med honom.

12 Er Ondskab end sød i hans Mund, vilde han end dølge den under sin Tunge,

Er i hans munn det vonde søtt, vil han det under tunga gøyma,

13 vilde han end spare den og ikke slippe den, men holde den tilbage i sin Gane:

sparer han det og slepper ikkje, held han det under gomen fast,

14 Saa vilde dog hans Brød forvandle sig i hans Indvolde og blive til Øglegalde inden i ham.

so vert i kroppen maten hans til orme-eiter i hans buk.

15 Han nedslugte Gods, men han skal udspy det; Gud skal drive det ud af hans Bug.

Det gods han gløypte, spyr han ut; Gud driv det ut or magen hans.

16 Han indsugede Øglegift; Otterslangens Tunge skal dræbe ham.

Han orme-eiter i seg saug, og ødle-tunga honom drep.

17 Ej skue han Strømme, ej Bække, som flyde med Honning og Mælk.

Han fær visst ikkje skoda bekkjer, ei heller flaum av mjølk og honning.

18 Han skal tilbagegive det, han har havt Umage for, og ikke nyde det; som Gods, han har erhvervet, og han skal ikke fryde sig.

Han rikdom vinn, men nyt han ikkje; han samlar gods, men vert’kje glad.

19 Thi han fortrykte de ringe og lod dem ligge; han røvede et Hus, og han byggede det ikke.

Han krasa småfolk, let deim liggja, han rana hus som han ei byggjer.

20 Fordi han ikke har vidst at være rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods.

Han kjende ikkje ro inni seg, men med sin skatt han slepp’kje undan.

21 Der var ingen tilovers, han jo fortærede, derfor skal hans Lykke ikke blive varig.

Hans hækna sparer ingen ting; og difor kverv hans lukka burt.

22 Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham.

I all si ovnøgd lid han naud; kvar armings-hand kjem yver honom.

23 For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham!

Og til å fylla buken hans han sender vreiden yver honom, let maten sin på honom regna.

24 Han skal fly for Jernrustning, en Kobberbue skal gennemskyde ham.

Og um han frå jarnvåpen flyr, han såra vert frå koparbogen;

25 Han drager Pilen ud, og den gaar ud af hans Liv, den lynende Od kommer ud af hans Galde; Forfærdelser overfalde ham.

ut gjenom ryggen pili kjem, den blanke odd ut or hans gall, og dauderædslor fell på honom.

26 Mørket er helt opbevaret for hans Skatte, en Ild, der ikke pustes til, skal fortære ham; det skal gaa den ilde, som er bleven tilbage i hans Telt.

Alt myrker gøymt er åt hans skattar, ja, ukveikt eld et honom upp, og øyder all hans eigedom.

27 Himmelen skal aabenbare hans Misgerning, og Jorden skal rejse sig imod ham.

Himmelen ter hans brotsverk fram, og jordi reiser seg imot han.

28 Hans Hus's Indtægt skal bortføres; den skal flyde bort paa Guds Vredes Dag.

Hans heime-forråd fer sin veg, renn burt på vreidedagen hans.

29 Dette er et ugudeligt Menneskes Lod fra Gud og hans tilsagte Arv fra Gud.

Slikt etlar Gud til gudlaus mann; det lovar Gud til arv åt honom.»