Job 20
1 Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2 Derfor give mine Tanker mig Svar, og fordi jeg har Hast i mit Indre.
Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
3 Jeg maa høre en Undervisning til Forsmædelse for mig; men Aanden svarer mig ud af min Forstand.
til min Skam maa jeg høre paa Tugt, faar tankeløst Mundsvejr til Svar!
4 Ved du dette, som har været af Evighed, siden Mennesker sattes paa Jorden:
Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes paa Jorden,
5 At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?
at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
6 Om hans Højhed steg op til Himmelen, og hans Hoved naaede til Skyen,
Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
7 saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han?
som sit Skarn forgaar han for evigt, de, der saa ham, siger: »Hvor er han?«
8 Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten.
Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
9 Det Øje, som har set ham, skal ikke se ham mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
Øjet, der saa ham, ser ham ej mer, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
10 Hans Børn skulle søge at behage de ringe, og hans Hænder skulle give hans Formue tilbage.
Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder maa give hans Gods tilbage.
11 Hans Ben vare fulde af Ungdomskraft, men den skal ligge i Støvet med ham.
Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
12 Er Ondskab end sød i hans Mund, vilde han end dølge den under sin Tunge,
Er det onde end sødt i hans Mund, naar han gemmer det under sin Tunge,
13 vilde han end spare den og ikke slippe den, men holde den tilbage i sin Gane:
sparer paa det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
14 Saa vilde dog hans Brød forvandle sig i hans Indvolde og blive til Øglegalde inden i ham.
saa bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
15 Han nedslugte Gods, men han skal udspy det; Gud skal drive det ud af hans Bug.
Godset, han slugte, maa han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
16 Han indsugede Øglegift; Otterslangens Tunge skal dræbe ham.
han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slaar ham ihjel;
17 Ej skue han Strømme, ej Bække, som flyde med Honning og Mælk.
han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
18 Han skal tilbagegive det, han har havt Umage for, og ikke nyde det; som Gods, han har erhvervet, og han skal ikke fryde sig.
han maa af med sin Vinding, svælger den ej, faar ingen Glæde af tilbyttet Gods.
19 Thi han fortrykte de ringe og lod dem ligge; han røvede et Hus, og han byggede det ikke.
Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
20 Fordi han ikke har vidst at være rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods.
Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
21 Der var ingen tilovers, han jo fortærede, derfor skal hans Lykke ikke blive varig.
ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
22 Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham.
midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
23 For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham!
For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne paa ham.
24 Han skal fly for Jernrustning, en Kobberbue skal gennemskyde ham.
Flyr han for Brynje af Jern, saa gennemborer ham Kobberbuen;
25 Han drager Pilen ud, og den gaar ud af hans Liv, den lynende Od kommer ud af hans Galde; Forfærdelser overfalde ham.
en Kniv kommer ud af hans Ryg, et lynende Staal af hans Galde; over ham falder Rædsler,
26 Mørket er helt opbevaret for hans Skatte, en Ild, der ikke pustes til, skal fortære ham; det skal gaa den ilde, som er bleven tilbage i hans Telt.
idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
27 Himmelen skal aabenbare hans Misgerning, og Jorden skal rejse sig imod ham.
Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
28 Hans Hus's Indtægt skal bortføres; den skal flyde bort paa Guds Vredes Dag.
Hans Huses Vinding maa bort, rives bort paa Guds Vredes Dag.
29 Dette er et ugudeligt Menneskes Lod fra Gud og hans tilsagte Arv fra Gud.
Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!
