Job 19
1 Men Job svarede og sagde:
Na Hiob buae se,
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
“Mobɛhyɛ me ɔyaw na mode nsɛm abubu me akosi da bɛn?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
Mpɛn du ni a moasopa me; mo ani nwu sɛ motow hyɛ me so.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
Sɛ ɛyɛ nokware sɛ mafom ɔkwan a, me mfomso yɛ me nko ara asɛm.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
Sɛ ampa sɛ mobɛma mo ho so asen me na mode mʼanimguase ayɛ adanse atia me a,
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
ɛno de munhu sɛ Onyankopɔn ayɛ me bɔne na ɔde ne tan atwa me ho ahyia.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
“Ɛwɔ mu, misu se, ‘Wɔafom me’ de, nanso obiara mmua me; meteɛ mu pɛ mmoa, nanso atɛntrenee biara nni hɔ.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
Wasiw me kwan enti mintumi nsen; ɔde sum aduru mʼakwan so.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
Wayi mʼanuonyam afi me so na watu mʼahenkyɛw afi me ti so.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
Wasɛe me akwannuasa nyinaa so de awie me; watu mʼanidaso ase te sɛ dua.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
Nʼabufuw huru tia me; na wakan me afra nʼatamfo mu.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
Nʼakofo ba anibere so; wosisi mpie de tia me na wotwa me ntamadan ho hyia.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
“Wayi me nuabarimanom afi me ho; na mʼamanifo atwe wɔn ho koraa.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
Mʼabusuafo kɔ; na me nnamfonom werɛ afi me.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
Mʼahɔho ne me mmaawa bu me sɛ ɔhɔho; mete sɛ ɔnanani ma wɔn.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
Mefrɛ me somfo, na ommua; mpo, metew mʼano srɛ no.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
Me home bɔn me yere; me ho afono mʼankasa nuabarimanom.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Mpo, mmarimaa nkumaa bu me animtiaa; sɛ mipue a wodi me ho fɛw.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
Me nnamfo ankasa nyinaa kyi me; mʼadɔfo asɔre atia me.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
Maka were ne nnompe, nea mede aguan nkutoo ne me se akyi nam.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
“Munhu me mmɔbɔ, me nnamfonom, munhu mmɔbɔ, na Onyankopɔn nsa abɔ me.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Adɛn nti na motaa me sɛnea Onyankopɔn yɛ no? Na mommfa me honam yi saa ara?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
“Ao, sɛ anka wɔde me nsɛm bɛhyɛ nhoma mu, anka wɔbɛkyerɛw wɔ nhoma mmobɔwee so,
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
anka wɔde dade pɛe bɛkyerɛw wɔ sumpii so, anaa wobekuruakyerɛw wɔ ɔbotan so afebɔɔ!
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
Minim sɛ me dimafo te ase, na awiei no ɔbɛsɔre agyina asase so.
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
Na wɔasɛe me were awie no, mefi me were mu ahu Onyankopɔn.
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
Me ara mehu no mede mʼani, na ɛnyɛ obi foforo ani, behu no. Sɛnea me koma ho pere wɔ me mu!
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
“Sɛ moka se, ‘Yɛbɛteetee no, efisɛ ɔhaw no fi ɔno ara a,’
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
ɛsɛ sɛ mo ankasa musuro afoa no na abufuw nam afoa so de asotwe bɛba, na mubehu sɛ atemmu wɔ hɔ.”
