Job 19

1 Men Job svarede og sagde:

Job respondió:

2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

“¿Hasta cuándo seguirás atormentándome? ¿Hasta cuándo seguirás aplastándome con palabras?

3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

Ya me has humillado diez veces. ¿No te da vergüenza tratarme tan mal?

4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

Aunque haya pecado, ese es mi problema, y no tiene nada que ver contigo.

5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

Te crees mucho mejor que yo, y utilizas mi degradación contra mí.

6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

Pero deberías darte cuenta de que es Dios quien me ha perjudicado, me ha atrapado en su red.

7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

Aunque clamo por ayuda, no obtengo respuesta; aunque grito mis objeciones, no obtengo justicia.

8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

Dios me ha amurallado para que no pueda escapar; ha sumido mi camino en la oscuridad.

9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

Ha despojado mi honor de mí; me ha quitado mi reputación.

10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

Me derriba por todos lados hasta acabar conmigo; ha destruido mi esperanza como un árbol desarraigado.

11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

Su ira arde contra mí; me trata como a uno de sus enemigos.

12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

Las tropas de Dios se reúnen para atacarme. Construyen murallas contra mí. Rodean y asedian mi casa.

13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

“Ha alejado de mí a mis hermanos; todos mis antiguos amigos se han alejado de mí.

14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

Mis parientes me han abandonado; mis amigos íntimos me han olvidado.

15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

Los huéspedes de mi casa y mis sirvientas me tratan como a un extraño; para ellos me he convertido en un extranjero.

16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

Llamo a mi criado, pero no responde. ¡Hasta tengo que rogarle!

17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

Soy repulsivo para mi esposa, y soy repugnante para mis propios hermanos.

18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

Hasta los niños pequeños me desprecian; cuando me pongo de pie se burlan de mí.

19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

Todos mis amigos más cercanos me desprecian, y los que amaba se han vuelto contra mí.

20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

Estoy reducido a piel y huesos, y sobrevivo por el pellejo de mis dientes.

21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

“¡Tengan piedad de mí, amigos míos, tengan piedad de mí, porque Dios me ha abatido!

22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

¿Por qué me persiguen como lo hace Dios? ¿No se conforman con obtener su libra de carne?

23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

“Quisiera que mis palabras quedaran escritas, registradas en un libro,

24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

o grabadas con pluma de hierro y plomo fundido en la roca para siempre.

25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

“Sé que mi Redentor está vivo, y que por fin subirá al estrado para mí en la tierra.

26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

Aunque mi piel esté destruida, en mi cuerpo Veré a Dios.

27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

Yo mismo lo veré, con mis propios ojos y no con los de otro. ¡El pensamiento me invade!

28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

Ustedes se dicen: ‘¿Cómo podemos hacerlo sufrir para que vea que él es la fuente de sus problemas?’

29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

Ustedes mismos deberían temer ser castigados por Dios, porque saben que la ira trae el castigo de Dios que acompaña al juicio”.