Job 19

1 Men Job svarede og sagde:

A Jov odgovori i reèe:

2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

Dokle æete muèiti dušu moju i satirati me rijeèima?

3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

Veæ ste me deset puta naružili; nije vas stid što tako navaljujete na me?

4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

Ali ako sam doista pogriješio, pogrješka æe moja ostati kod mene.

5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

Ako li se još hoæete da dižete na me i da me korite mojom sramotom,

6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

Onda znajte da me je Bog oborio i mrežu svoju razapeo oko mene.

7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

Eto, vièem na nepravdu, ali se ne slušam; vapijem, ali nema suda.

8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

Zagradio je put moj da ne mogu proæi; na staze moje metnuo je mrak.

9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

Svukao je s mene slavu moju i skinuo vijenac s glave moje.

10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

Porušio me je otsvuda, da me nema; i kao drvo išèupao je nadanje moje.

11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

Raspalio se na me gnjev njegov, i uzeo me je meðu neprijatelje svoje.

12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

Vojske njegove doðoše sve zajedno i nasuše sebi put k meni, i stadoše u oko okolo šatora mojega.

13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

Braæu moju udaljio je od mene, i znanci moji tuðe se od mene.

14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

Bližnji moji ostaviše me, i znanci moji zaboraviše me.

15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

Domašnji moji i moje sluškinje gledaju me kao tuðina; stranac sam u oèima njihovijem.

16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

Zovem slugu svojega, a on se ne odziva, a molim ga ustima svojim.

17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

Dah je moj mrzak ženi mojoj, a preklinjem je sinovima utrobe svoje.

18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

Ni djeca ne haju za me; kad ustanem, ruže me.

19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

Mrzak sam svjema najvjernijim svojim, i koje ljubljah postaše mi protivnici.

20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

Za kožu moju kao za meso moje prionuše kosti moje; jedva osta koža oko zuba mojih.

21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

Smilujte se na me, smilujte se na me, prijatelji moji, jer se ruka Božija dotakla mene.

22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

Zašto me gonite kao Bog, i mesa mojega ne možete da se nasitite?

23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

O kad bi se napisale rijeèi moje! kad bi se stavile u knjigu!

24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

Pisaljkom gvozdenom i olovom na kamenu za vjeèni spomen kad bi se urezale!

25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

Ali znam da je živ moj iskupitelj, i na pošljedak da æe stati nad prahom.

26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

I ako se ova koža moja i rašèini, opet æu u tijelu svom vidjeti Boga.

27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

Ja isti vidjeæu ga, i oèi moje gledaæe ga, a ne drugi. A bubrega mojih nestaje u meni.

28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

Nego bi trebalo da reèete: zašto ga gonimo? kad je korijen besjede u meni.

29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

Bojte se maèa; jer je maè osveta za bezakonje; i znajte da ima sud.