Job 19

1 Men Job svarede og sagde:

Då svara Job og sagde:

2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

«Kor lenge vil mi sjel de harma og krasa meg med dykkar ord?

3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

Ti gonger hev de no meg spotta; de skjemmest ei å krenkja meg.

4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

Hev eg i røyndi mistak gjort, dei mistak er mi eigi sak.

5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

Vil de dykk briska imot meg, som um eg lid mi skam med rette?

6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

Hugs på at Gud hev bøygt meg ned og spana kringum meg sitt garn.

7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

Eg ropar: «Vald!» - men eg fær’kje svar; eg ropar: «Hjelp!» men fær’kje rett.

8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

Han stengjer vegen for min fot, og myrker legg han på min stig.

9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

Min heidersklædnad drog han av; han frå mitt hovud kransen tok.

10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

Mi vern han braut, so eg gjekk under, mi von sleit han lik treet upp.

11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

Hans vreide logar meg imot, og for ein fiend’ held han meg.

12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

Hans skarar stemner fram mot meg; dei brøyter seg ein veg mot meg og lægrar seg kring tjeldet mitt.

13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

Han dreiv ifrå meg mine frendar, og kjenningar vart framande.

14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

Skyldfolki held seg burte frå meg, husvenerne hev gløymt meg burt.

15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

For hjon og tenar er eg framand; dei held meg for ein ukjend mann.

16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

Ei svarar drengen på mitt rop. Eg må med munnen tigga honom;

17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

min ande byd imot for kona, eg tevjar ilt for mine sambrør.

18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

Jamvel smågutar spottar meg, når eg stend upp, dei talar mot meg.

19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

Dei styggjest for meg mine vener, og dei eg elska, snur seg mot meg.

20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

Min kropp er berre skin og bein, snaudt hev eg endå tannkjøt att.

21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

Hav medynk, medynk, mine vener! Gud hev meg råka med si hand.

22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

Kvifor skal de som Gud meg jaga, og vert ei mette av mitt kjøt?

23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

Å, gjev at mine ord vart skrivne, og i ei bok vart rita inn,

24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

ja, vart med jarnmeitel og bly for ævleg tid i berget hogne!

25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

Eg veit at min utløysar liver, til sist han yver moldi kjem.

26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

Og når mi hud er øydelagd, ut frå mitt kjøt då ser eg Gud,

27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

eg honom ser som venen min, mitt auga ser det, ingen framand! Å, nyro lengtar i mitt liv!

28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

De segjer: «Me vil jaga honom!» - som um orsaki låg hjå meg!

29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

Men de lyt agta dykk for sverdet; for vreide vert ved sverdet straffa. Og de skal vita: domen kjem.»