Job 19

1 Men Job svarede og sagde:

Bet Ījabs atbildēja un sacīja:

2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

Cik ilgi jūs manu dvēseli bēdināsiet un mani mocīsiet ar vārdiem?

3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

Jūs gan desmitkārt mani likuši kaunā un nekaunaties mani tā nomākt.

4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

Un ja es tiešām esmu maldījies, tad tā maldīšanās ir mana.

5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

Vai tad jums tiešām tā bija lielīties pret mani un pierādīt manu kaunu?

6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

Ņemiet jel vērā, kā Dievs mani lauzis un mani apvaldzinājis ar Savu tīklu.

7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

Redzi, es brēcu par varas darbu, bet man neatbild; es kliedzu pēc palīga, bet tiesas nav.

8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

Manam ceļam Viņš licis šķēršļus, ka netieku uz priekšu, un uz manām tekām Viņš licis tumsību.

9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

Manu godu Viņš man novilcis un atņēmis manas galvas kroni.

10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

Viņš mani nopostījis visapkārt, ka eju bojā, un manu cerību Viņš izsakņojis kā koku.

11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

Viņš iededzinājis Savu bardzību pret mani un mani tur kā Savu ienaidnieku.

12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

Viņa kara spēki sanākuši kopā un pret mani taisījuši savu ceļu un apmetuši lēģeri ap manu dzīvokli.

13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

Manus brāļus viņš atšķīris tālu no manis, un mani draugi man palikuši visai sveši.

14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

Mani tuvinieki atstājās, un mani draugi mani aizmirst.

15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

Mana saime un manas kalpones tur mani par svešinieku, un es esmu kā svešs viņu acīs.

16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

Es saucu savu kalpu, bet tas neatbild, tas man mīļi jālūdzās ar savu muti.

17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

Mana dvaša riebj manai sievai, un mana smaka manas mātes bērniem.

18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

Pat puikas mani nicina; kad es ceļos, tad tie man runā pretim.

19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

Visi mani uzticamie draugi mani tur par negantību, un ko es mīlējis, tie ir griezušies pret mani.

20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

Mani kauli līp pie manas ādas un pie manas miesas, un maniem zobiem āda vien atliek.

21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

Apžēlojaties par mani, apžēlojaties par mani, mani draugi! Jo Dieva roka mani aizskārusi.

22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

Kāpēc jūs mani vajājat, kā tas stiprais Dievs, un no manas miesas nevarat pieēsties?

23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

Ak kaut mani vārdi taptu sarakstīti, ak kaut tie taptu iezīmēti grāmatā!

24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

Kaut tie ar dzelzs kaltu un svinu par mūžīgu piemiņu taptu iecirsti akmenī.

25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

Bet es zinu, ka mans Pestītājs dzīvs, un pēcgalā Viņš celsies pār pīšļiem.

26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

Un kad mana āda, kas tā sasista, vairs nebūs, tad vaļā no savas miesas es skatīšu Dievu.

27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

Tiešām, es Viņu sev skatīšu, un manas acis Viņu redzēs, un nebūs svešs. - Mana sirds iekš manis ilgojās.

28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

Kad jūs sakāt: Kā mēs to vajāsim? Un ka tā vaina pie manis atrasta:

29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

Tad bīstaties no zobena; jo zobens ir tā bardzība par noziegumiem, lai jūs atzīstat, ka ir sodība.