Job 19
1 Men Job svarede og sagde:
Respondens autem Iob, dixit:
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
Usquequo affligitis animam meam, et atteritis me sermonibus?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
En, decies confunditis me, et non erubescitis opprimentes me.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
Nempe, et si ignoravi, mecum erit ignorantia mea.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
At vos contra me erigimini, et arguitis me opprobriis meis.
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
Saltem nunc intelligite quia Deus non aequo iudicio afflixerit me, et flagellis suis me cinxerit.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Ecce clamabo vim patiens, et nemo audiet: vociferabor, et non est qui iudicet.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
Semitam meam circumsepsit, et transire non possum, et in calle meo tenebras posuit.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
Spoliavit me gloria mea, et abstulit coronam de capite meo.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
Destruxit me undique, et pereo, et quasi evulsae arbori abstulit spem meam.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
Iratus est contra me furor eius, et sic me habuit quasi hostem suum.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
Simul venerunt latrones eius, et fecerunt sibi viam per me, et obsederunt in gyro tabernaculum meum.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
Fratres meos longe fecit a me, et noti mei quasi alieni recesserunt a me.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
Dereliquerunt me propinqui mei: et qui me noverant, obliti sunt mei.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
Inquilini domus meae, et ancillae meae sicut alienum habuerunt me, et quasi peregrinus fui in oculis eorum.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
Servum meum vocavi, et non respondit, ore proprio deprecabar illum.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
Halitum meum exhorruit uxor mea, et orabam filios uteri mei.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Stulti quoque despiciebant me, et cum ab eis recessissem, detrahebant mihi.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
Abominati sunt me quondam consiliarii mei: et quem maxime diligebam, aversatus est me.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
Pelli meae, consumptis carnibus, adhaesit os meum, et derelicta sunt tantummodo labia circa dentes meos.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Miseremini mei, miseremini mei, saltem vos amici mei, quia manus Domini tetigit me.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Quare persequimini me sicut Deus, et carnibus meis saturamini?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
Quis mihi tribuat ut scribantur sermones mei? quis mihi det ut exarentur in libro
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
stylo ferreo, et plumbi lamina, vel celte sculpantur in silice?
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
Scio enim quod Redemptor meus vivit, et in novissimo die de terra surrecturus sum:
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
Et rursum circumdabor pelle mea, et in carne mea videbo Deum Salvatorem meum.
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
Quem visurus sum ego ipse, et oculi mei conspecturi sunt, et non alius: reposita est haec spes mea in sinu meo.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
Quare ergo nunc dicitis: Persequamur eum, et radicem verbi inveniamus contra eum?
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
Fugite ergo a facie gladii, quoniam ultor iniquitatum gladius est: et scitote esse iudicium.
