Job 19

1 Men Job svarede og sagde:

Na Job el fahk,

2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

“Efu ku komtal akkeokyeyu na ke kas lomtal an?

3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

Pacl puspis komtal akkolukyeyu, Ac tia mwekin ke ma upa komtal oru nu sik ingan.

4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

Finne oasr ma koluk nga orala, Mea lomtal nu kac?

5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

Komtal pangon mu komtal wo likiyu, Ac nunku mu mwe keok nu sik inge akpwayei lah oasr koluk luk.

6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

Mea, komtal tiana akilen lah God pa oru ma inge? El oakiya sie sruhf in sruokyuwi.

7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

Nga arulana lain ma upa El oru inge, Tuh wanginna mwet porongeyu; Nga kwafe in oasr nununku suwohs orek nu sik, tuh wanginna mwet lohng.

8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

God El kosrala inkanek uh, ac nga tia ku in kaingla; El sang lohsr uh kosrala inkanek luk.

9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

El eisla nufon mwe kasrup luk, Ac akkolukyela inek.

10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

El sringil monuk oana sie mwet su kunausya sie lohm. El fusak finsrak su oan in nga, Ac filiyuwi nga in uli ac misa.

11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

God El kasrkusrak ac arulana foloyak sik; El oreyu oana mwet lokoalok se lal ma El kwase oemeet uh.

12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

El supwama un mwet mweun lal in lainyu; Elos koaneak sisken pot luk, in mweuniyu yen nga muta we.

13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

“God El oru mwet wiuk in ngetla likiyu; Nga oana sie mwetsac nu sin mwet ma eteyu meet ah.

14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

Sou luk ac mwet kawuk luk elos som likiyu.

15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

Mwet fahsr su tuh mutwata in lohm sik elos mulkinyula; Mutan kulansap luk elos oru oana elos in tia eteyu.

16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

Nga fin pangon sie mwet kulansap luk, ku kwafe elan kasreyu, El ac tiana topukyu.

17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

Mutan kiuk uh tia ku in muteng foulin momong luk uh, Ac tamulel na pwaye luk elos tia lungse kiluku nu yuruk.

18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

Tulik uh elos aksruksrukeyu ac isrunyu ke pacl elos liyeyu uh.

19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

Mwet kawuk na pwaye luk uh angyang sik ke pacl elos liyeyu uh; Elos su nga arulana lungse yohk meet elos forla lainyu.

20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

Kolo ke monuk uh arosrosak ac atla liki sri in monuk; Ac kutu srisrik na ngan misa.

21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

Komtal mwet kawuk luk! Tal pakomutuk! Poun God arulana sringilyuwi.

22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

Efu ku komtal akkeokyeyu oana ke God El oru uh? Mea, tia fal tari lupan keok ma orek nu sik uh?

23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

“Nga ke sie mwet ah in esamya kas luk inge Ac oakiya ke ma simusla in sie book ah!

24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

Ku in kihlyak kas luk inge ke sie eot In mau oanna nwe tok.

25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

“Tuh nga etu lah oasr sie inkusrao Su ac fah mau tuku in tuh moliyula.

26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

Finne tukun mas luk uh kangla kolo keik uh, Ke nga srakna oan in mano se inge, nga ac fah liye God.

27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

Nga fah liyal ke mutuk sifacna, Ac El ac fah tia sie mwetsac nu sik. “Nunak luk uh munasla mweyen komtal fahk mu,

28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

‘Kut ac akkeokyal fuka?’ Komtal sukok sripa komtal in lainyu.

29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

A inge, komtal in sangeng na ke cutlass Cutlass se ma ac use kasrkusrak lun God ke ma koluk uh, Tuh komtal fah etu lah oasr sie su nununku.”