Job 19

1 Men Job svarede og sagde:

Sai Ayuba ya amsa,

2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

“Har yaushe za ku yi ta ba ni azaba ku kuma murƙushe ni da maganganunku?

3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

Yanzu sau goma ke nan kuna wulaƙanta ni, kuna kai mini hari na rashin kunya.

4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

In gaskiya ne na yi laifi, kuskurena ya rage nawa.

5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

In kuwa za ku ɗaukaka kanku a kaina kuna ɗauka wahalar da nake sha domin na yi laifi ne,

6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

sai ku san cewa Allah ya yi mini ba daidai ba ya kewaye ni da ragarsa.

7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

“Ko da yake na yi kuka cewa, ‘An yi mini ba daidai ba!’ Ba a amsa mini ba; ko da yake na nemi taimako, ba a yi adalci ba.

8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

Ya tare mini hanya yadda ba zan iya wucewa ba; ya rufe hanyata da duhu.

9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

Ya cire darajar da nake da ita, ya kuma cire rawani daga kaina.

10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

Ya yi kaca-kaca da ni har sai da na ƙare; ya tuge begen da nake da shi kamar itace.

11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

Yana jin haushina ya lissafta ni cikin maƙiyansa.

12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

Rundunarsa ta zo da ƙarfi; suka kafa sansani kewaye da ni, suka zagaye tentina.

13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

“Ya raba ni da’yan’uwana maza; abokaina sun zama baƙi gare ni.

14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

Dangina sun tafi; abokaina na kurkusa sun manta da ni.

15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

Waɗanda sukan ziyarce ni, da masu yi mini aiki mata sun ɗauke ni baƙo.

16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

Na kira bawana, amma bai amsa ba, ko da yake na roƙe shi da bakina.

17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

Numfashina yana ɓata wa matata rai;’yan’uwana sun ƙi ni.

18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

Har’yan yara suna rena ni; in sun gan ni sai su fara yi mini riyar reni.

19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

Duk abokaina sun yashe ni; waɗanda nake ƙauna sun zama ba sa ƙaunata.

20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

Ni ba kome ba ne sai dai fata da ƙashi, da ƙyar na tsira.

21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

“Ku tausaya mini, abokaina, ku ji tausayina, gama hannun Allah ya sauko a kaina.

22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

Don me kuke fafarata kamar yadda Allah yake yi? Ba ku gaji da yagar fatata ba?

23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

“Kash, da ma a ce ana rubuta maganganuna, da an rubuta su a littafi,

24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

a rubuta su da ƙarfe a kan dutse don su dawwama har abada!

25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

Na san wanda zai fanshe ni yana nan da rai, kuma a ƙarshe zai tsaya a kan duniya.

26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

Kuma bayan an hallaka fatata, duk da haka a cikin jiki zan ga Allah.

27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

Zan gan shi da kaina da idanuna, Ni, ba wani ba ne. Zuciyata ta cika da wannan tunani!

28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

“In kuka ce, ‘Za ku ci gaba da matsa mini, tun da shi ne tushen damuwa,’

29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

sai ku ma ku ji tsoron takobin; gama fushi yakan kawo hukunci ta wurin takobi, sa’an nan za ku san cewa akwai shari’a.”