Job 19

1 Men Job svarede og sagde:

Or, répondant, Job dit:

2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

Jusques a quand affligerez-vous mon âme, et me briserez-vous par vos discours?

3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

Voilà déjà dix fois que vous cherchez à me confondre, et que vous ne rougissez pas de m’accabler.

4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

Car si je suis dans l’ignorance, c’est sur moi que mon ignorance retombera.

5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

Mais vous, vous vous élevez contre moi, et vous m’accusez à cause de mes opprobres.

6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

Comprenez au moins maintenant que ce n’est pas par un jugement de justice, que Dieu m’a affligé et qu’il m’a environné de ses châtiments.

7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

Voici que je crierai, en souffrant violence, et nul ne m’écoutera; je pousserai des cris perçants, et il n’y aura personne qui me fasse justice.

8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

Il a posé une haie tout autour de mon sentier, et je ne puis passer; et dans mon chemin, il a mis des ténèbres.

9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

Il m’a dépouillé de ma gloire, et il a enlevé la couronne de ma tête, de moi.

10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

Il m’a détruit de tous côtés, et je péris, et il m’a ôté l’espérance comme à un arbre arraché.

11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

Sa fureur s’est irritée contre moi; il m’a traité comme son ennemi.

12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

Ses soldats sont venus tous ensemble; ils se sont fait un chemin au travers de moi, et ils ont assiégé mon tabernacle tout autour.

13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

Il a éloigné mes frères de moi, et mes amis, comme des étrangers, se sont retirés de moi.

14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

Mes proches m’ont abandonné, et ceux qui me connaissaient m’ont oublié.

15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

Ceux qui demeuraient dans ma maison, et mes servantes m’ont regardé comme un étranger, et j’ai été comme un hôte passager à leurs yeux.

16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

J’ai appelé mon serviteur, et il ne m’a pas répondu; cependant je le priais de ma propre bouche.

17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

Ma femme a eu horreur de mon haleine, et j’usais de prière envers les enfants qui sont sortis de moi.

18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

Des insensés même me méprisaient, et lorsque je les avais quittés, ils médisaient de moi.

19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

Mes conseillers d’autrefois m’ont en abomination, et celui que j’aimais le plus s’est tourné contre moi.

20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

À ma peau, après que ma chair a été consumée, se sont collés mes os, et il n’est resté seulement que les lèvres autour de mes dents.

21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

Ayez pitié de moi, ayez pitié de moi, vous du moins, mes amis, parce que la main du Seigneur m’a touché.

22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

Pourquoi me persécutez-vous comme Dieu, et vous rassasiez-vous de ma chair?

23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

Qui m’accordera que mes paroles soient écrites? Qui me donnera qu’elles soient tracées dans un livre,

24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

Avec un style de fer et sur une lame de plomb, ou qu’elles soient gravées au burin sur la pierre?

25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

Car je sais que mon Rédempteur est vivant, et qu’au dernier jour je ressusciterai de la terre;

26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

Et que de nouveau je serai environné de ma peau, et que dans ma chair je verrai mon Dieu.

27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

Je dois le voir moi-même, et non un autre, et mes yeux doivent le contempler: c’est là mon espérance; elle repose dans mon sein.

28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

Pourquoi donc maintenant dites-vous: Poursuivons-le, et trouvons une parole fondamentale contre lui?

29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

Fuyez donc à la face du glaive, parce qu’il y a un glaive vengeur des iniquités; et sachez qu’il y a un jugement.