Job 19
1 Men Job svarede og sagde:
Et Job répondit et dit:
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
Jusques à quand affligerez-vous mon cœur, et me briserez-vous par vos discours?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
Dix fois déjà vous m'avez humilié; n'aurez-vous point honte de me maltraiter?
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
Si vraiment j'ai failli, c'est à moi qu'en reste la faute.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
Est-ce bien envers moi que vous le prenez haut? Est-ce moi que vous déclarez coupable de ma honte?
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
Comprenez donc que c'est Dieu qui m'abat, et m'enserre dans son filet.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Voici, je crie à la violence, et ne suis pas écouté! je demande du secours, et n'obtiens pas justice!
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
Il a barré ma route pour que je ne puisse passer, et Il a mis l'obscurité sur mon sentier:
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
Il m'a dépouillé de ma gloire, et a enlevé la couronne de ma tête;
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
Il m'a miné de toutes parts, et c'en est fait de moi! et Il a arraché, comme un arbre, mon espoir,
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
et Il a allumé contre moi sa colère, et m'a envisagé comme son ennemi.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
Ensemble ses bataillons se sont avancés, et ils ont élevé leur chaussée pour m'atteindre, et se sont campés autour de ma tente.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
Il a éloigné mes frères de moi, et mes intimes ne sont plus pour moi que des étrangers;
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
mes proches se retirent, et mes connaissances m'oublient;
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
les gens de ma maison et mes servantes me considèrent comme un étranger,
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
je ne suis plus pour eux qu'un inconnu. J'appelle mon serviteur, et il ne répond point; de ma bouche il faut que je le prie.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
Mon humeur est importune à ma femme, et je dégoûte les fils de mon sang.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Des enfants mêmes me méprisent: tenté-je de me lever, ils me tiennent des propos!
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
Je suis l'aversion des hommes de ma société, et ceux que j'aimais, se tournent contre moi.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
Mes os sont collés à ma peau et à ma chair, et j'échappe à peine avec la peau de mes dents.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Ayez, ayez pitié de moi, vous au moins, mes amis! car c'est la main de Dieu qui m'a frappé.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Pourquoi me poursuivez-vous, comme Dieu? et êtes-vous insatiables de ma chair?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
Ah! si mes paroles pouvaient être écrites, et consignées dans un livre!
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
Si, avec le burin de fer et le plomb, on pouvait pour toujours les incruster sur le roc!
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
Pour moi, je sais que mon Sauveur est vivant, et qu'il demeurera le dernier sur la terre;
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
et, quand après ma peau ce [reste] aura été détruit, même sans chair je verrai Dieu;
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
oui! moi, je le verrai à moi propice, mes yeux le verront, et non ceux d'un autre: mon cœur en languit dans mon sein!
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
Oui, alors vous direz: Pourquoi le poursuivions-nous, et trouvions-nous en lui une racine de débats?
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
Redoutez l'épée pour vous, car la fureur est un crime puni par l'épée… C'est afin que vous sachiez qu'il y a un jugement.
