Job 19
1 Men Job svarede og sagde:
Alors Job prit la parole et dit:
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
Jusques à quand affligerez-vous mon âme, et m'accablerez-vous de vos discours?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
Voilà dix fois que vous m'insultez, que vous m'outragez sans pudeur.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
Quand même j'aurais failli, c'est avec moi que demeure ma faute.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
Mais vous, qui vous élevez contre moi, qui invoquez mon opprobre pour me convaincre,
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
sachez enfin que c'est Dieu qui m'opprime, et qui m'enveloppe de son filet.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Voici que je crie à la violence, et nul ne me répond! J'en appelle, et point de justice!
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
Il m'a barré le chemin, et je ne puis passer: il a répandu les ténèbres sur mes sentiers.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
Il m'a dépouillé de ma gloire, il a enlevé la couronne de ma tête.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
Il m'a sapé tout à l'entour, et je tombe; il a déraciné, comme un arbre, mon espérance.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
Sa colère s'est allumée contre moi; il m'a traité comme ses ennemis.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
Ses bataillons sont venus ensemble, ils se sont frayés un chemin jusqu'à moi, ils font le siège de ma tente.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
Il a éloigné de moi mes frères; mes amis se sont détournés de moi.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
Mes proches m'ont abandonné, mes intimes m'ont oublié.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
Les hôtes de ma maison et mes servantes me traitent comme un étranger; je suis un inconnu à leurs yeux.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
J'appelle mon serviteur, et il ne me répond pas; je suis réduit à le supplier de ma bouche.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
Ma femme a horreur de mon haleine, je demande grâce aux fils de mon sein.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Les enfants eux-mêmes me méprisent; si je me lève, ils me raillent.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
Tous ceux qui étaient mes confidents m'ont en horreur, ceux que j'aimais se tournent contre moi.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
Mes os sont attachés à ma peau et à ma chair, je me suis échappé avec la peau de mes dents.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Ayez pitié, ayez pitié de moi, vous du moins, mes amis, car la main de Dieu m'a frappé!
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Pourquoi me poursuivez-vous, comme Dieu me poursuit? Pourquoi êtes-vous insatiables de ma chair?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
Oh! Qui me donnera que mes paroles soient écrites! Qui me donnera qu'elles soient consignées dans un livre,
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
qu'avec un burin de fer et du plomb, elles soient pour toujours gravées dans le roc!
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
Je sais que mon vengeur est vivant, et qu'il se lèvera le dernier sur la poussière.
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
Alors de ce squelette, revêtu de sa peau, de ma chair je verrai Dieu.
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
Moi-même je le verrai; mes yeux le verront, et non un autre; mes reins se consument d'attente au-dedans de moi.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
Vous direz alors: « Pourquoi le poursuivions-nous? » et la justice de ma cause sera reconnue.
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
Ce jour-là, craignez pour vous le glaive: terribles sont les vengeances du glaive! Et vous saurez qu'il y a une justice.
