Job 19
1 Men Job svarede og sagde:
Forsothe Joob answeride, and seide, Hou long turmente ye my soule,
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
and al to-breken me with wordis?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
Lo! ten sithis ye schenden me, and ye ben not aschamed, oppressynge me.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
Forsothe and if Y `koude not, myn vnkynnyng schal be with me.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
And ye ben reisid ayens me, and repreuen me with my schenschipis.
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
Nameli now vndurstonde ye, that God hath turmentid me not bi euene doom, and hath cumpassid me with hise betyngis.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Lo! Y suffrynge violence schal crye, and no man schal here; Y schal crye loude, and `noon is that demeth.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
He bisette aboute my path, and Y may not go; and he settide derknessis in my weie.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
He hath spuylid me of my glorye, and hath take awey the coroun fro myn heed.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
He hath distried me on ech side, and Y perischide; and he hath take awei myn hope, as fro a tre pullid vp bi the roote.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
His stronge veniaunce was wrooth ayens me; and he hadde me so as his enemye.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
Hise theues camen togidere, and `maden to hem a wei bi me; and bisegiden my tabernacle in cumpas.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
He made fer my britheren fro me; and my knowun as aliens yeden awei fro me.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
My neiyboris forsoken me; and thei that knewen me han foryete me.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
The tenauntis of myn hows, and myn handmaydis hadden me as a straunger; and Y was as a pilgrym bifor her iyen.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
Y clepide my seruaunt, and he answeride not to me; with myn owne mouth Y preiede hym.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
My wijf wlatide my breeth; and Y preiede the sones of my wombe.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Also foolis dispisiden me; and whanne Y was goon awei fro hem, thei bacbitiden me.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
Thei, that weren my counselouris sum tyme, hadden abhomynacioun of me; and he, whom Y louede moost, was aduersarie to me.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
Whanne fleischis weren wastid, my boon cleuyde to my skyn; and `oneli lippis ben left aboute my teeth.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Haue ye merci on me, haue ye merci on me, nameli, ye my frendis; for the hond of the Lord hath touchid me.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Whi pursuen ye me, as God pursueth; and ben fillid with my fleischis?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
Who yyueth to me, that my wordis be writun? Who yyueth to me,
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
that tho be writun in a book with an yrun poyntil, ethir with a plate of leed; ethir with a chisel be grauun in a flynt?
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
For Y woot, that myn ayenbiere lyueth, and in the laste dai Y schal rise fro the erthe;
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
and eft Y schal be cumpassid with my skyn, and in my fleisch Y schal se God, my sauyour.
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
Whom Y my silf schal se, and myn iyen schulen biholde, and not an other man. This myn hope is kept in my bosum.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
Whi therfor seien ye now, Pursue we hym, and fynde we the roote of a word ayens hym?
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
Therfor fle ye fro the face of the swerd; for the swerd is the vengere of wickidnessis, and wite ye, that doom schal be.
