< Job 19 >

1 Men Job svarede og sagde:
Then Job answered, and said:
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
How long do you afflict my soul, and break me in pieces with words?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
Behold, these ten times you confound me, and are not ashamed to oppress me.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
For if I have been ignorant, my ignorance shall be with me.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
But you have set yourselves up against me, and reprove me with my reproaches.
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
At least now understand, that God hath not afflicted me with an equal judgment, and compassed me with his scourges.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Behold I cry suffering violence, and no one will hear: I shall cry aloud, and there is none to judge.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
He hath hedged in my path round about, and I cannot pass, and in my way he hath set darkness.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
He hath stripped me of my glory, and hath taken the crown from my head.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
He hath destroyed me on every side, and I am lost, and he hath taken away my hope, as from a tree that is plucked up.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
His wrath is kindled against me, and he hath counted me as his enemy.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
His troops have come together, and have made themselves a way by me, and have besieged my tabernacle round about.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
He hath put my brethren far from me, and my acquaintance like strangers have departed from me.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
My kinsmen have forsaken me, and they that knew me, have forgotten me.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
They that dwelt in my house, and my maidservants have counted me a stranger, and I have been like an alien in their eyes.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
I called my servant, and he gave me no answer, I entreated him with my own mouth.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
My wife hath abhorred my breath, and I entreated the children of my womb.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Even fools despise me; and when I gone from them, they spoke against me.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
They that were sometime my counsellors, have abhorred me: and he whom I love most is turned against me.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
The flesh being consumed. My bone hath cleaved to my skin, and nothing but lips are left about my teeth.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Have pity on me, have pity on me, at least you my friends, because the hand of the Lord hath touched me.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Why do you persecute me as God, and glut yourselves with my flesh?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
Who will grant me that my words may be written? Who will grant me that they may be marked down in a book?
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
With an iron pen and in a plate of lead, or else be graven with an instrument in flint stone.
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
For I know that my Redeemer liveth, and in the last day I shall rise out of the earth.
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
And I shall be clothed again with my skin, and in my flesh I will see my God.
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
Whom I myself shall see, and my eyes shall behold, and not another: this my hope is laid up in my bosom.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
Why then do you say now: Let us persecute him, and let us find occasion of word against him?
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
Flee then from the face of the sword, for the sword is the revenger of iniquities: and know ye that there is judgment.

< Job 19 >