Job 19
1 Men Job svarede og sagde:
And Job answered and said,
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
How long will ye vex my soul, and crush me with words?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
These ten times have ye reproached me; ye are not ashamed to stupefy me.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
And be it [that] I have erred, mine error remaineth with myself.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
If indeed ye will magnify yourselves against me, and prove against me my reproach,
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
Know now that God hath overthrown me, and hath surrounded me with his net.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Behold, I cry out of wrong, and I am not heard; I cry aloud, but there is no judgment.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
He hath hedged up my way that I cannot pass, and he hath set darkness in my paths.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
He hath stripped me of my glory, and taken the crown from my head.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
He breaketh me down on every side, and I am gone; and my hope hath he torn up as a tree.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
And he hath kindled his anger against me, and hath counted me unto him as one of his enemies.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
His troops have come together and cast up their way against me, and have encamped round about my tent.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
He hath put my brethren far from me, and mine acquaintance are quite estranged from me.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
My kinsfolk have failed, and my known friends have forgotten me.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
The sojourners in my house and my maids count me as a stranger; I am an alien in their sight.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
I called my servant, and he answered not; I entreated him with my mouth.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
My breath is strange to my wife, and my entreaties to the children of my [mother's] womb.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Even young children despise me; I rise up, and they speak against me.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
All my intimate friends abhor me, and they whom I loved are turned against me.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
My bones cleave to my skin and to my flesh, and I am escaped with the skin of my teeth.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Have pity upon me, have pity upon me, ye my friends; for the hand of God hath touched me.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Why do ye persecute me as God, and are not satisfied with my flesh?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
Oh would that my words were written! oh that they were inscribed in a book!
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
That with an iron style and lead they were graven in the rock for ever!
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
And [as for] me, I know that my Redeemer liveth, and the Last, he shall stand upon the earth;
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
And [if] after my skin this shall be destroyed, yet from out of my flesh shall I see God;
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
Whom I shall see for myself, and mine eyes shall behold, and not another: — my reins are consumed within me.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
If ye say, How shall we persecute him? when the root of the matter is found in me,
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
Be ye yourselves afraid of the sword! for the sword is fury against misdeeds, that ye may know there is a judgment.
