Job 19

1 Men Job svarede og sagde:

Saa tog Job til Orde og svarede:

2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slaa mig sønder med Ord?

3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

I haaner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.

4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

Saa vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

Se, jeg skriger: Vold! men faar ikke Svar, raaber om Hjælp, der er ingen Ret.

8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

brød mig ned overalt, saa jeg maa bort, oprykked mit Haab som Træet;

11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

mine nærmeste og Kendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

ej svarer min Træl, naar jeg kalder, jeg maa trygle ham med min Mund;

17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

ved min Aande væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

selv Drenge agter mig ringe, naar jeg rejser mig, taler de mod mig;

19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

Standsfæller væmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

Naade, mine Venner, Naade, thi Guds Haand har rørt mig!

22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,

24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

med Griffel af Jern, med Bly indristet i Klippen for evigt!

25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer staa frem.

26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

Naar min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

hvem jeg skal se paa min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgaar i mit Indre!

28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

Naar I siger: »Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!«

29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

saa tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!