Job 19

1 Men Job svarede og sagde:

Job progovori i reče:

2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

“TÓa dokle ćete mučit' dušu moju, dokle ćete me riječima satirat'?

3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

Već deseti put pogrdiste mene i stid vas nije što me zlostavljate.

4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

Pa ako sam zastranio doista, na meni moja zabluda ostaje.

5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

Mislite li da ste me nadjačali i krivnju moju da ste dokazali?

6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

Znajte: Bog je to mene pritisnuo i svojom me je on stegnuo mrežom.

7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

Vičem: 'Nasilje!' - nema odgovora; vapijem - ali za me pravde nema.

8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

Sa svih strana put mi je zagradio, sve staze moje u tminu zavio.

9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

Slavu je moju sa mene skinuo, sa moje glave strgnuo je krunu.

10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

Podsijeca me odasvud te nestajem; k'o drvo, nadu mi je iščupao.

11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

Raspalio se gnjev njegov na mene i svojim me drži neprijateljem.

12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

U bojnom redu pristižu mu čete, putove proti meni nasipaju, odasvud moj opkoljavaju šator.

13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

Od mene su se udaljila braća, otuđili se moji poznanici.

14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

Nestade bližnjih mojih i znanaca, gosti doma mog zaboraviše me.

15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

Sluškinjama sam svojim kao stranac, neznanac sam u njihovim očima.

16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

Slugu zovnem, a on ne odgovara i za milost ga moram zaklinjati.

17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

Mojoj je ženi dah moj omrznuo, gadim se djeci vlastite utrobe.

18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

I deranima na prezir tek služim, ako se dignem, rugaju se meni.

19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

Pouzdanicima sam svojim mrzak, protiv mene su oni koje ljubljah.

20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

Kosti mi se za kožu prilijepiše, osta mi jedva koža oko zuba.

21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

Smilujte mi se, prijatelji moji, jer Božja me je ruka udarila.

22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

Zašto da me k'o Bog sam progonite, zar se niste moga nasitili mesa?

23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

O, kad bi se riječi moje zapisale i kad bi se u mjed tvrdu urezale;

24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

kad bi se željeznim dlijetom i olovom u spomen vječan u stijenu uklesale!

25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

Ja znadem dobro: moj Izbavitelj živi i posljednji će on nad zemljom ustati.

26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

A kad se probudim, k sebi će me dići: iz svoje ću puti tad vidjeti Boga.

27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

Njega ja ću kao svojega gledati, i očima mojim neće biti stranac: za njime srce mi čezne u grudima.

28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

Kad kažete: 'Kako ćemo ga goniti? Koji ćemo razlog protiv njega naći?',

29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

mača tad se bojte: grijehu mač je kazna. Saznat ćete tada da imade suda!”