Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Mi ånd er knekt, mitt liv er sløkt, no hev eg berre gravi att.
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
Eg hæding finn på kvar ein kant, ved deira tråss lyt auga dvelja.
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Å, set eit pant for meg hjå deg! Kven elles skal meg handslag gjeva?
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Du stengde deira sjæl for skyn; difor vil du ikkje lyfta deim.
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
Den som gjev vener burt til plundring, hans søner sloknar augo på.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
Eg er for folk til ordtak sett, som ein dei sputtar beint i syni.
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Mitt auga sjukt av sorger er, og mine lemer er ein skugge.
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Dei rettvise støkk yver slikt, og skuldfri harmast på ugudleg.
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
Men rettvis mann sin veg gjeng fram, og magti veks hjå reinhendt mann.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Men de - kom berre alle att! Eg ingen vismann finn hjå dykk.
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
Og mine dagar dei kvarv burt; og mine planar slitna sund, dei som mitt hjarta emna på.
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Men dei gjer natti um til dag, som ljos var næmare enn myrkrer.
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
Eit hus i helheim er mi von, i myrkret reider eg mi seng. (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
Til gravi ropar eg: «Min far!» til makken: «Mor mi! Syster mi!»
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
Kvar vert det då av voni mi? Mi von, kven augnar henne då?
