Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Spiritus meus attenuabitur, dies mei breviabuntur, et solum mihi superest sepulchrum.
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
Non peccavi, et in amaritudinibus moratur oculus meus.
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Libera me Domine, et pone me iuxta te, et cuiusvis manus pugnet contra me.
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Cor eorum longe fecisti a disciplina, propterea non exaltabuntur.
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
Praedam pollicetur sociis, et oculi filiorum eius deficient.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
Posuit me quasi in proverbium vulgi, et exemplum sum coram eis.
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Caligavit ab indignatione oculus meus, et membra mea quasi in nihilum redacta sunt.
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Stupebunt iusti super hoc, et innocens contra hypocritam suscitabitur.
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
Et tenebit iustus viam suam, et mundis manibus addet fortitudinem.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Igitur omnes vos convertimini, et venite, et non inveniam in vobis ullum sapientem.
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
Dies mei transierunt, cogitationes meae dissipatae sunt, torquentes cor meum:
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Noctem verterunt in diem, et rursum post tenebras spero lucem.
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
Si sustinuero, infernus domus mea est, et in tenebris stravi lectulum meum. (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
Putredini dixi: Pater meus es, mater mea, et soror mea, vermibus.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
Ubi est ergo nunc praestolatio mea, et patientiam meam quis considerat?
