Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Hagi hanavenimo'a evuramigeno, knani'amo'a eme upa nehigeno, vahe'ma asente matimo'a navega anteno me'ne.
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
Hagi nagri'ma huhaviza hunenantaza vahe'mo'za nazeri kagi'za mani'ne'za, hunte'za ki'za zokago kea hunenantazage'na mani'ne'na nezmagoe.
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Hagi nagrira hazenkeni'a omneneanki, Anumzamoka naza huo. Na'ankure mago vahe'mo'a otino naza hugara osu'ne.
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Kagra antahintahizmia eriginke'za ama ana zana antahi amara nosaze. E'ina hu'negu zamatrege'za kefintira nazeri havizana hu'za nagateoreho.
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
Zamagra'a knare zanku nentahi'za, aronezmia zamazeri haviza nehaze. E'ina hu'negu mofavrezimia zamatrege'za, zamagaku nehu'za friho.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
Hagi vahe amu'nompina Anumzamo'a nagrira nazeri kizazokago zankna higeno, vahe'mo'za navugosafina zamavetura ahenante'za vano nehaze.
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Hanki zavi'ma atoa zamo higeno navumo'a zorege'na, nagra oza'oza hu'na vahe amema'agna nehue.
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Hagi fatgo zamavu'zmava'ma nehaza vahe'mo'za ama anazama nege'za, antri hu'za zamagogogu nehazage'za, hazenke'zmima omne vahe'mo'za Anumzamofoma amage'ma nontaza vahera ha' renezmantaze.
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
Ana nehu'za fatgo zamavu'zma'ma nehaza vahe'mo'za rukrahera osu, fatgo zamavu'zmavama nehaza vahe'mo'za zamavu'zmavara hu'za nevazageno, zamazampima pehena okamare maka zupa fatgo avu'ava'ma hu'zampina hage'za mareneri'za ome hankaveti'za nevaze.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Hianagi mika'mota atreta rukrahe huta eho, tamagri amu'nompina knare antahi'zane vahera hakre'na eri forera osu'noe.
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
Nagrira knani'a vagaregeno amuha zani'a omane. Ana higeno nagesama antahi'na hugahuema hu'na retroma hu'noa zamo'a amare eme vagare.
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Hagi ama vahe'mo'za ferukura eri rukrahe hu'za kenagere nehu'za, kenagekura ferure hu'za nehu'za, hanintirima hiazankura masa hu'ne hu'za nehaze.
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
Nagra fri vahe kumapima tafe'ma hu'na hanintirima hu'nefima masoresina knare hisine. Hanki hanimpima tafeni'ama rutare'na masina masogeno'a, knare hisine. (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
Hagi fri vahe matiku'ma hu'na kagra nenfage nehu'na, hagirafagu'ma hu'na, kagra nenrerage hu'na huge, nensarogema huasina knare hisine.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
Hagi amuha zani'a iga me'ne? Iza amuha zani'a hakeno eri fore hugahie.
