Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Naibus ti espirituk, ken aggibusen dagiti al-aldawko; nakasaganan ti tanem a para kaniak.
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
Pudno nga adda dagiti mananglalais a kaduak; masapul a kankanayon a makitkita ti matak iti pananggargarida.
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Mangtedka ita ti maysa a sapata, agbalinka koma a pammatalged a maipaay kaniak; siasino pay iti adda a tumulong kaniak?
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Ta linapdam O Dios dagiti pusoda manipud ti pannakaawat; saanmonto ngarud itan-ok ida kaniak.
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
Ti mangakusar kadagiti gagayyemna a maipaay iti gunggona, kumapoyto dagiti mata dagiti annakna.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
Ngem inaramidnak a maysa a balikas a kanayon nga us-usaren dagiti tattao, tuptupraanda ti rupak.
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Nakudrep met ti matak gapu iti ladingit; nakuttong dagiti amin a paset ti bagik a kas ti kinakuttong ti aniniwan.
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Agsiddaawto dagiti nalinteg a lallaki gapu iti daytoy; makaungetto ti awan basolna a tao maibusor kadagiti nadangkes a lallaki.
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
Agtalinaedto ti nalinteg a tao iti dalanna; ad-addanto pay a pumigsa dagiti addaan iti nadalus nga im-ima.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Ngem maipapan kadakayo amin, umaykayo ita; saanakto a makasarak iti masirib a tao kadakayo.
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
Naglabasen dagiti al-aldawko, naggibusen dagiti panggepko, uray dagiti tartarigagayan ti pusok.
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Baliwan dagitoy a tattao, dagitoy a mananglalais, ti rabii iti aldaw; ti lawag, kunada nga asideg iti kinasipnget.
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
Agsipud ta kitkitaek ti sheol a kas balayko; agsipud ta inyukradko ti iddak iti kasipngetan, (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
agsipud ta imbagak iti abut, 'Sika ti Amak,' ken iti igges, 'Sika ti inak ken kabsatko a babai,'
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
sadino ngaruden ti ayan ti namnamak? Maipapan ti namnamak, siasino ti makakita ti aniaman?
