Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Mon esprit s’affaiblira, mes jours seront abrégés, et il ne me reste qu’un sépulcre.
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
Je n’ai pas péché, et mon œil vit au milieu des amertumes.
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Délivrez-moi, Seigneur, et placez-moi auprès de vous; après cela, que la main de qui que ce soit combatte contre moi.
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Vous avez éloigné leur cœur de la science; c’est pourquoi ils ne seront pas exaltés.
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
Il promet du butin à ses compagnons, et les yeux de ses enfants s’éteindront.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
Il m’a rendu comme le brocard du peuple, et je suis un exemple devant eux.
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Mon œil s’est obscurci par l’indignation, et mes membres ont été réduits comme à rien.
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Des justes seront dans la stupeur, et un innocent sera suscité contre un hypocrite.
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
Mais un juste garde sa voie, et celui qui a les mains pures augmentera sa force.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Ainsi, vous tous, convertissez-vous; venez, et je ne trouverai parmi vous aucun sage.
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
Mes jours sont passés, mes pensées se sont dissipées en tourmentant mon cœur.
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Elles ont changé la nuit en jour, et encore, après les ténèbres, j’espère la lumière.
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
Si j’attends avec patience, l’enfer sera ma maison, et c’est dans les ténèbres que j’ai préparé mon lit. (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
J’ai dit à la pourriture: Tu es mon père; et aux vers: Ma mère et ma sœur.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
Où est donc maintenant mon attente? Et ma patience, qui la considère?
