Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Mon souffle se perd; mes jours s'éteignent; le tombeau m'attend!
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
Certes, je suis entouré de railleurs, et mon œil veille toute la nuit au milieu de leurs insultes.
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Dépose un gage, sois ma caution auprès de toi-même; car qui voudrait répondre pour moi?
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Tu as fermé leur cœur à l'intelligence; c'est pourquoi tu ne les feras pas triompher.
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
Tel livre ses amis au pillage, dont les enfants auront les yeux consumés.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
On a fait de moi la fable des peuples, un être à qui l'on crache au visage.
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Et mon œil s'est consumé de chagrin, et tous mes membres sont comme une ombre.
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Les hommes droits en sont consternés, et l'innocent est irrité contre l'impie.
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
Le juste néanmoins persévère dans sa voie, et celui dont les mains sont pures redouble de constance.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Mais, pour vous tous, allons, recommencez! Je ne trouverai pas un sage parmi vous.
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
Mes jours sont passés; mes desseins, chers à mon cœur, sont renversés.
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Ils changent la nuit en jour; ils disent la lumière proche, en face des ténèbres!
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
Quand je n'attends plus pour demeure que le Sépulcre, quand j'étends ma couche dans les ténèbres, (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
Quand je crie au tombeau: Tu es mon père! et aux vers: Vous êtes ma mère et ma sœur!
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
Où est donc mon espérance? Et mon espérance, qui pourrait la voir?
