Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Mon souffle s’épuise, mes jours s’éteignent, il ne me reste plus que le tombeau.
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
Je suis environné de moqueurs, mon œil veille au milieu de leurs outrages.
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Ô Dieu, fais-toi auprès de toi-même ma caution: quel autre voudrait me frapper dans la main?
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Car tu as fermé leur cœur à la sagesse; ne permets donc pas qu’ils s’élèvent.
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
Tel invite ses amis au partage, quand défaillent les yeux de ses enfants.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
Il a fait de moi la risée des peuples; je suis l’homme à qui l’on crache au visage.
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Mon œil est voilé par le chagrin, et tous mes membres ne sont plus qu’une ombre.
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Les hommes droits en sont stupéfaits, et l’innocent s’irrite contre l’impie.
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
Le juste néanmoins demeure ferme dans sa voie, et qui a les mains pures redouble de courage.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Mais vous tous, revenez, venez donc; ne trouverai-je pas un sage parmi vous?
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
Mes jours sont écoulés, mes projets anéantis, ces projets que caressait mon cœur.
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
De la nuit ils font le jour; en face des ténèbres, ils disent que la lumière est proche!
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
J’ai beau attendre, le schéol est ma demeure; dans les ténèbres j’ai disposé ma couche. (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
J’ai dit à la fosse: « Tu es mon père; » aux vers: « Vous êtes ma mère et ma sœur! »
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
Où est donc mon espérance? Mon espérance, qui peut la voir?
