Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Mi spirit schal be maad feble; my daies schulen be maad schort, and oneli the sepulcre is left to me.
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
Y have not synned, and myn iye dwellith in bittirnessis.
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Lord, delyuere thou me, and sette thou me bisidis thee; and the hond of ech fiyte ayens me.
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Thou hast maad the herte of hem fer fro doctryn, `ethir knowyng of treuthe; therfor thei schulen not be enhaunsid.
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
He bihetith prey to felowis, and the iyen of hise sones schulen faile.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
He hath set as in to a prouerbe of the comyn puple, and his saumple bifor hem.
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Myn `iye dasewide at indignacioun; and my membris ben dryuun as in to nouyt.
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Iust men schulen wondre on this thing; and an innocent schal be reisid ayens an ypocrite.
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
And a iust man schal holde his weie, and he schal adde strengthe to clene hondis.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Therfor alle `ye be conuertid, and come ye; and Y schal not fynde in you ony wiys man.
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
My daies ben passid; my thouytis ben scaterid, turmentynge myn herte.
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Tho han turned the nyyt `in to day; and eft aftir derknessis hope liyt.
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
If Y `susteyne, ether suffre pacientli, helle is myn hous; and Y haue arayede my bed in derknessis. (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
Y seide to rot, Thou art my fadur; and to wormes, Ye ben my modir and my sister.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
Therfor where is now myn abidyng? and who biholdith my pacience?
