Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
My breath is corrupt, my days are extinct, the graves are mine.
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
Are there not mockers around me? and doth [not] mine eye abide in their provocation?
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Lay down now [a pledge], be thou surety for me with thyself: who is he that striketh hands with me?
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
For thou hast hidden their heart from understanding; therefore thou wilt not exalt [them].
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
He that betrayeth friends for a prey — even the eyes of his children shall fail.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
And he hath made me a proverb of the peoples; and I am become one to be spit on in the face.
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
And mine eye is dim by reason of grief, and all my members are as a shadow.
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Upright men [shall be] astonished at this, and the innocent shall be stirred up against the ungodly;
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
But the righteous shall hold on his way, and he that hath clean hands shall increase in strength.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
But as for you all, pray come on again; and I shall not find one wise man among you.
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
My days are past, my purposes are broken off, the cherished thoughts of my heart.
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
They change the night into day; the light [they imagine] near in presence of the darkness.
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
If I wait, Sheol is my house; I spread my bed in the darkness: (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
I cry to the grave, Thou art my father! to the worm, My mother, and my sister!
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
And where is then my hope? yea, my hope, who shall see it?
