Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
