Job 17
1 Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Ka hringnae hah a kâbawng teh, ka hninnaw hai aloum toe. Kai hanelah phuen hai coungkacoe lah ao toe.
2 Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
Ka panuikhai e hah kai koe awm awh hoeh maw. Ka lung ka khuek sak e lawk ka mit a um nahoehmaw.
3 Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Nama dueng lahoi kai hanelah, lawkkamnae hah sak, kut na ka man e teh api han namaw.
4 Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Bangkongtetpawiteh, panuethainae dawk hoi, a lungthin hah na hro. Hatdawkvah ahnimouh teh, na rasangsak mahoeh.
5 Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
A huiko koe dumnae hoi oupnae lawk ka dei e teh, a canaw e mit totouh a mawm han.
6 Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
Hateiteh, tamimaya koe kâpankhai rumram hanelah na sak teh, ahnimae hmalah tamtui pathasin rumram hanelah ka o.
7 Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Ka lungmathoenae kecu dawk ka mit totouh a mawm teh, ka takthai pueng heh tâhlip rumram la ao.
8 For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Tamikalannaw ni hetheh kângairu ati awh han, kayonhoehe taminaw ni cathutlaipa e taminaw a taran awh han.
9 Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
Hateiteh, tamikalan ni a lamthung hah a kuet vaiteh, ka thoung e kut ka tawn e teh hoe a thao han.
10 Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Hateiteh, abuemlahoi pahren lahoi bout ban awh. Bangkongtetpawiteh, nangmouh thung dawkvah tamilungkaang ka hmawt pawm mahoeh.
11 Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
Ka hninnaw hai aloum toe. Ka lungthung hoi ka pouk teh, ka noe e naw hai ayawmyin lah doeh ao.
12 De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Tangmin hah kanîthun lah a kâthungsak teh, khohmo thung hai angnae a hnai toe ati awh.
13 Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
Phuen hah ka im patetlah ka ring teh, hmonae thung vah ikhun ka sak pawiteh, (Sheol h7585)
14 Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
rawkphainae hah apa doeh ka ti teh, tangraet koe nang teh anu hoi ka tawncanu doeh ka tetpawiteh,
15 Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
ka ngaihawinae teh, nâ lah maw ao vai, ka ngaihawinae teh, apinimaw a hmu.
