Job 16

1 Da svarede Job og sagde:

Afei Hiob buae se,

2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

“Mate nsɛm bebree a ɛte sɛ eyinom; na mo nyinaa moyɛ ogyamserewfo!

3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

So mo kasa tenten no remma awiei ana? Dɛn na ɛhaw mo nti a mugu so regye akyinnye yi?

4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

Anka me nso metumi akasa sɛ mo, sɛ mo na mowɔ me tebea yi mu a, anka metumi akeka nsɛm a ɛyɛ dɛ atia mo na mabu mo animtiaa.

5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

Nanso anka mɛhyɛ mo den; anka awerɛkyekye nsɛm a ebefi mʼanom no bɛma mo ahotɔ.

6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

“Nanso sɛ mekasa a ɔyaw a mete no remmrɛ ase; na sɛ mankasa nso a, ɛrennyae.

7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

Onyankopɔn, ampa ara woama mabrɛ woasɛe me fi pasaa.

8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

Woakyekyere me, ama abɛyɛ adansedi; me so tew ara na ɛtew na edi adanse tia me.

9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

Onyankopɔn tow hyɛ me so tetew me wɔ nʼabufuw mu na ɔtwɛre ne se gu me so; nea ɔne me anya no pɔkyere nʼani hwɛ me.

10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

Nnipa bue wɔn ano di me ho fɛw; wɔbɔ me sotɔre de bu me animtiaa na wɔka wɔn ho bɔ mu de tia me.

11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

Onyankopɔn de me ama abɔnefo watow me ato amumɔyɛfo nsam.

12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

Na biribiara kɔ yiye ma me, nanso ɔdwerɛw me; osoo me kɔn mu, tow me hwee hɔ. Ɔde me asi nʼani so;

13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

nʼagyantowfo atwa me ho ahyia, ohwirew mʼasaabo mu a wanhu me mmɔbɔ maa me bɔnwoma petee fam.

14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

Ɔba me so bere biara; na ɔtow hyɛ me so sɛ ɔkofo.

15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

“Mapam atweaatam akata me were so na masie mʼanintɔn wɔ mfutuma mu.

16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

Agyaadwotwa ama mʼani ayɛ kɔɔ; sunsuma kabii atwa mʼani ho ahyia,

17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

nanso me nsa nyɛɛ basabasayɛ biara na me mpaebɔ yɛ kann.

18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

“Asase, nkata me mogya so; na mma me sufrɛ to ntwa da!

19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

Mprempren mpo, me danseni wɔ ɔsoro; me kamafo wɔ soro hɔ.

20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

Me dimafo yɛ mʼadamfo bere a mʼaniwa tew nisu gu Onyankopɔn so yi;

21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

ogyina onipa anan mu di ma no wɔ Onyankopɔn anim sɛnea obi di ma nʼadamfo no.

22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.

“Mfe kakraa bi akyi ansa na metu kwan akɔ koransan.