Job 16

1 Da svarede Job og sagde:

Le hoe ty natoi’ Iobe:

2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

Fa maro ty entañe tsinanoko hoe Izay, songa mpañohò mahamonjetse.

3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

Tsy higadom-bao o reha-kafoakeo? ke inoñe ty manigik’azo hanoiñe?

4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

Mete ho nivolambolañe manahake anahareo iraho, naho nifandimbe toetse o tron-tikañeo, mete ho nanoitoim-bolañe ama’ areo, vaho nikofikofihako loha.

5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

Ho nampahaozare’ ty vavako nahareo, vaho nampanintsiña’ ty fihetsen-tsoñiko.

6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

Fe ndra te mivolan-draho, tsy mikepake ty hasotriako, hahamaivañ’ ahy hao te mifoneñe.

7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

Fe nimokore’e iraho henaneo, fa nahabangý o mpiamako iabio irehe,

8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

Nampiforejeje ahiko irehe, valolombelo amako izay; Mionjoñe amako ato ty faifoifoko, ie oniñe an-tareheko.

9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

Nirimita’ ty haviñera’e, mitan-kabò amako, nialia’e vazañe; nabohiri’ i Rafelahikoy amako o fihaino’eo.

10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

Nampibolobea-palie amako, tinakapi’ iareo amañ’inje ty fifiko, le nihimpok’ amako.

11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

Toe nasesen’Añahare amo raty tserekeo iraho, mbore navokovoko’e am-pità’ o tsy vokatseo.

12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

Nierañeran-draho, fe nampivaletrahe’e. Ginore’e am-bozoko vaho hinotohoto’e, mbore najado’e ho fanolarañe.

13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

Miarikoboñe ahy o mpitàm-pale’eo, tseratserahe’e, abenta’e tsy aman-tretre o tsapa-voakoo, vaho adoandoa’e an-tane eo o aferokoo.

14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

Boroboñake atovom-boroboñake ty niboroboñaha’e ahy; hoe fanalohaly t’ie mañoridañe.

15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

Nitrebehako gony ty holiko, vaho napoko an-deboke ao ty tsifako.

16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

Nampandofiry ty tareheko o tañikoo, an-koli-masoko eo ty talinjon-kavilasy;

17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

ndra te tsy aman-tsenge hery o tañakoo, mbore malio o halalikoo.

18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

O ry tane; ko lembefa’o ty lioko, le ko mea’o fitofàñe o toreokoo.

19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

Ie amy zao hehe te an-dikerañe ao i valolombelokoy, ambone ao i Mpañalañalakoy.

20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

Mikizak’ahy o rañekoo, i Andrianañahare ty fitsopaha’ o masokoo.

21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

Ehe t’ie nimpañalañalañe añivo’ ondatio naho i Andrianañahare, manahake ty ana’ondaty aman-drañe’e.

22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.

Aa ie añe ty taoñe tsy ampeampe, le hionjomb’an-dalañe tsy impolian-draho.