Job 16
1 Da svarede Job og sagde:
Respondens autem Iob, dixit:
2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.
Audivi frequenter talia, consolatores onerosi omnes vos estis.
3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?
Numquid habebunt finem verba ventosa? aut aliquid tibi molestum est si loquaris?
4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.
Poteram et ego similia vestri loqui: atque utinam esset anima vestra pro anima mea: Consolarer et ego vos sermonibus, et moverem caput meum super vos:
5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.
Roborarem vos ore meo: et moverem labia mea, quasi parcens vobis.
6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?
Sed quid agam? Si locutus fuero, non quiescet dolor meus: et si tacuero, non recedet a me.
7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.
Nunc autem oppressit me dolor meus, et in nihilum redacti sunt omnes artus mei.
8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.
Rugae meae testimonium dicunt contra me, et suscitatur falsiloquus adversus faciem meam contradicens mihi.
9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.
Collegit furorem suum in me, et comminans mihi, infremuit contra me dentibus suis: hostis meus terribilibus oculis me intuitus est.
10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.
Aperuerunt super me ora sua, et exprobrantes percusserunt maxillam meam, satiati sunt poenis meis.
11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.
Conclusit me Deus apud iniquum, et manibus impiorum me tradidit.
12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.
Ego ille quondam opulentus repente contritus sum: tenuit cervicem meam, confregit me, et posuit me sibi quasi in signum.
13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.
Circumdedit me lanceis suis, convulneravit lumbos meos, non pepercit, et effudit in terra viscera mea.
14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.
Concidit me vulnere super vulnus, irruit in me quasi gigas.
15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.
Saccum consui super cutem meam, et operui cinere carnem meam.
16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,
Facies mea intumuit a fletu, et palpebrae meae caligaverunt.
17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.
Haec passus sum absque iniquitate manus meae, cum haberem mundas ad Deum preces.
18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.
Terra ne operias sanguinem meum, neque inveniat in te locum latendi clamor meus.
19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.
Ecce enim in caelo testis meus, et conscius meus in excelsis.
20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,
Verbosi amici mei: ad Deum stillat oculus meus.
21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.
Atque utinam sic iudicaretur vir cum Deo, quomodo iudicatur filius hominis cum collega suo.
22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
Ecce enim breves anni transeunt, et semitam, per quam non revertar, ambulo.
