Job 16

1 Da svarede Job og sagde:

Et Job répondit et dit:

2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

J’ai entendu bien des choses comme celles-là; vous êtes tous des consolateurs fâcheux.

3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

Y aura-t-il une fin à [ces] paroles de vent? Qu’est-ce qui t’irrite, que tu répondes?

4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

Moi aussi, je pourrais parler comme vous; si votre âme était à la place de mon âme, je pourrais entasser des paroles contre vous et secouer ma tête contre vous!

5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

[Mais] je vous fortifierais de ma bouche, et la consolation de mes lèvres allégerait [vos douleurs].

6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

Si je parle, ma douleur n’est pas allégée; et si je me tais, s’éloignera-t-elle de moi?

7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

Mais maintenant, il m’a fatigué…: tu as dévasté toute ma famille;

8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

Tu m’as étreint, c’est un témoignage, et ma maigreur se lève contre moi, elle dépose, à ma face, contre moi.

9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

Sa colère me déchire et me poursuit; il grince des dents contre moi; [comme] mon adversaire, il aiguise contre moi ses yeux.

10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

Ils ouvrent contre moi leur bouche, ils me frappent les joues avec mépris; ils s’attroupent contre moi.

11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

Dieu m’a livré à l’inique, et m’a jeté entre les mains des méchants.

12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

J’étais en paix, et il m’a brisé; il m’a saisi par la nuque et m’a broyé, et m’a dressé pour lui servir de but.

13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

Ses archers m’ont environné; il me perce les reins et ne m’épargne pas; il répand mon fiel sur la terre.

14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

Il fait brèche en moi, brèche sur brèche; il court sur moi comme un homme fort.

15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

J’ai cousu un sac sur ma peau, et j’ai dégradé ma corne dans la poussière.

16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

Mon visage est enflammé à force de pleurer, et sur mes paupières est l’ombre de la mort,

17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

Quoiqu’il n’y ait pas de violence dans mes mains, et que ma prière soit pure.

18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

Ô terre, ne recouvre pas mon sang, et qu’il n’y ait pas de place pour mon cri!

19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

Maintenant aussi, voici, mon témoin est dans les cieux, et celui qui témoigne pour moi est dans les lieux élevés.

20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

Mes amis se moquent de moi… vers Dieu pleurent mes yeux.

21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

Que n’y a-t-il un arbitre pour l’homme auprès de Dieu, et pour un fils d’homme vis-à-vis de son ami!

22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.

Car les années s’écoulent dont on peut compter le nombre, et je m’en vais dans le chemin [d’où] je ne reviendrai pas.