Job 16
1 Da svarede Job og sagde:
And Job answereth and saith: —
2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.
I have heard many such things, Miserable comforters [are] ye all.
3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?
Is there an end to words of wind? Or what doth embolden thee that thou answerest?
4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.
I also, like you, might speak, If your soul were in my soul's stead. I might join against you with words, And nod at you with my head.
5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.
I might harden you with my mouth, And the moving of my lips might be sparing.
6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?
If I speak, my pain is not restrained, And I cease — what goeth from me?
7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.
Only, now, it hath wearied me; Thou hast desolated all my company,
8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.
And Thou dost loathe me, For a witness it hath been, And rise up against me doth my failure, In my face it testifieth.
9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.
His anger hath torn, and he hateth me, He hath gnashed at me with his teeth, My adversary sharpeneth his eyes for me.
10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.
They have gaped on me with their mouth, In reproach they have smitten my cheeks, Together against me they set themselves.
11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.
God shutteth me up unto the perverse, And to the hands of the wicked turneth me over.
12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.
At ease I have been, and he breaketh me, And he hath laid hold on my neck, And he breaketh me in pieces, And he raiseth me to him for a mark.
13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.
Go round against me do his archers. He splitteth my reins, and spareth not, He poureth out to the earth my gall.
14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.
He breaketh me — breach upon breach, He runneth upon me as a mighty one.
15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.
Sackcloth I have sewed on my skin, And have rolled in the dust my horn.
16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,
My face is foul with weeping, And on mine eyelids [is] death-shade.
17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.
Not for violence in my hands, And my prayer [is] pure.
18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.
O earth, do not thou cover my blood! And let there not be a place for my cry.
19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.
Also, now, lo, in the heavens [is] my witness, And my testifier in the high places.
20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,
My interpreter [is] my friend, Unto God hath mine eye dropped:
21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.
And he reasoneth for a man with God, And a son of man for his friend.
22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
When a few years do come, Then a path I return not do I go.
