Job 16
1 Da svarede Job og sagde:
Forsothe Joob answeride, and seide, Y `herde ofte siche thingis;
2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.
alle ye ben heuy coumfortouris.
3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?
Whether wordis ful of wynd schulen haue an ende? ether ony thing is diseseful to thee, if thou spekist?
4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.
Also Y myyte speke thingis lijk to you, and `Y wolde, that youre soule were for my soule; and Y wolde coumfort you by wordis, and Y wolde moue myn heed on you;
5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.
Y wolde make you stronge bi my mouth, and Y wolde moue lippis as sparynge you.
6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?
But what schal Y do? If Y speke, my sorewe restith not; and if Y am stille, it goith not awei fro me.
7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.
But now my sorewe hath oppressid me, and alle my lymes ben dryuun in to nouyt.
8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.
My ryuelyngis seien witnessyng ayens me, and a fals spekere is reisid ayens my face, and ayenseith me.
9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.
He gaderide togidere his woodnesse in me, and he manaasside me, and gnastide ayens me with his teeth; myn enemye bihelde me with ferdful iyen.
10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.
Thei openyden her mouthis on me, and thei seiden schenschip, and smytiden my cheke; and thei ben fillid with my peynes.
11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.
God hath closid me togidere at the wickid, and hath youe me to the hondis of wickid men.
12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.
Y thilke riche man and famouse sum tyme, am al to brokun sudeynli; `he helde my nol; he hath broke me, and hath set me as in to a signe.
13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.
He hath cumpasside me with hise speris, he woundide togidere my leendis; he sparide not, and schedde out myn entrails in to the erthe.
14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.
He beet me with wounde on wounde; he as a giaunt felde in on me.
15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.
Y sewide togidere a sak on my skyn; and Y hilide my fleisch with aische.
16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,
My face bolnyde of wepynge, and myn iyeliddis wexiden derke.
17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.
Y suffride these thingis with out wickidnesse of myn hond, `that is, werk, whanne Y hadde cleene preieris to God.
18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.
Erthe, hile thou not my blood, and my cry fynde not in thee a place of hidyng.
19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.
`For, lo! my witnesse is in heuene; and the knowere of my consience is in hiye places.
20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,
A! my frendis, ful of wordis, myn iye droppith to God.
21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.
And `Y wolde, that a man were demed so with God, as the sone of man is demed with his felowe.
22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
`For lo! schorte yeeris passen, and Y go a path, bi which Y schal not turne ayen.
