Job 16

1 Da svarede Job og sagde:

2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.