Job 16
1 Da svarede Job og sagde:
Then answered Job, and said,
2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.
I have heard many things such as these: troublesome comforters are ye all.
3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?
Shall there be any end to words of wind? or what compelleth thee that thou shouldst answer?
4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.
I also could well speak as ye do: if your soul were but in my soul's stead, I could overwhelm you with words, and could shake my head at you.
5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.
But I would strengthen you with my mouth, and the condolence of my lips should restrain [your grief].
6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?
Though I were to speak, my pain would not be restrained; and though I should forbear, what will go away from me?
7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.
But now he hath made me weary: thou hast made desolate all my company.
8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.
And thou hast filled me with wrinkles, they are my witnesses; and my leanness riseth up for me, giveth its testimony to my face.
9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.
In his wrath he teareth me to pieces, and assaileth me: he gnasheth over me with his teeth; my adversary sendeth threatening looks at me.
10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.
They now open wide against me their mouth; reproachfully they smite my cheek: altogether do they assemble against me.
11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.
God hath surrendered me to the unjust, and cast me down into the hands of the wicked.
12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.
I was at ease, but he hath crushed me; he hath also grasped me by the neck, and shaken me to pieces, and set me up unto himself as a mark;
13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.
His archers encompass me round about; he cleaveth my reins sunder, and doth not pity; he poureth out upon the ground my gall;
14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.
He breaketh me down with breach upon breach; he runneth against me like a mighty man.
15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.
Sackcloth have I sewed upon my skin, and my horn I roll in the dust.
16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,
My face gloweth from weeping, and on my eyelids resteth the shadow of death:
17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.
Not because any violence is in my hands, and while my prayer is pure.
18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.
Earth! do thou not cover up my blood, and let no place restrain my cry.
19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.
Even now, behold, my witness is in the heavens, and one that testifieth for me is on high.
20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,
Are my friends my defenders? unto God my eye poureth out [its tears].
21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.
And oh that a man might plead with God, as one son of earth with the other!
22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
For when the numbered years are passed, then must I travel a path whence I cannot return.
