Job 16

1 Da svarede Job og sagde:

Job progovori i reče:

2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

“Koliko se takvih naslušah besjeda, kako ste mi svi vi mučni tješioci!

3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

Ima li kraja tim riječima ispraznim? Što te goni da mi tako odgovaraš?

4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

I ja bih mogao k'o vi govoriti da vam je duša na mjestu duše moje; i ja bih vas mog'o zasuti riječima i nad sudbom vašom tako kimat' glavom;

5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

i ja bih mogao ustima vas hrabrit', i ne bih žalio trud svojih usana.

6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

Al' ako govorim, patnja se ne blaži, ako li zašutim, zar će me minuti?

7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

Zlopakost me sada shrvala posvema, čitava se rulja oborila na me.

8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

Ustao je proti meni da svjedoči i u lice mi se baca klevetama.

9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

Jarošću me svojom razdire i goni, škrgućuć' zubima obara se na me. Moji protivnici sijeku me očima,

10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

prijeteći, na mene usta razvaljuju, po obrazima me sramotno ćuškaju, u čoporu svi tad navaljuju na me.

11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

Da, zloćudnicima Bog me predao, u ruke opakih on me izručio.

12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

Mirno življah dok On ne zadrma mnome, za šiju me ščepa da bi me slomio.

13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

Uze me za biljeg i strijelama osu, nemilosrdno mi bubrege probode i mojom žuči zemlju žednu natopi.

14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

Na tijelu mi ranu do rane otvara, kao bijesan ratnik nasrće na mene.

15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

Tijelo sam golo u kostrijet zašio, zario sam čelo svoje u prašinu.

16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

Zapalilo mi se sve lice od suza, sjena tamna preko vjeđa mi je pala.

17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

A nema nasilja na rukama mojim, molitva je moja bila uvijek čista.

18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

O zemljo, krvi moje nemoj sakriti i kriku mom ne daj nigdje da počine.

19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

Odsad na nebu imam ja svjedoka, u visini gore moj stoji branitelj.

20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

Moja vika moj je odvjetnik kod Boga dok se ispred njega suze moje liju:

21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

o, da me obrani u parbi mojoj s Bogom ko što smrtnik brani svojega bližnjega.

22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.

No životu mom su odbrojena ljeta, na put bez povratka meni je krenuti.