Job 16

1 Da svarede Job og sagde:

Hahoi Job ni a pathung teh,

2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

Hot patet e hno teh, moikapap ka thai toe, nangmouh abuemlae lungpahawinae haiyah thathoenae hrum doeh.

3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

Kahlî lawk teh poutnae ao maw, Hettelah pathung hane bang ni maw na tha a hmei sak.

4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

Ka kangduenae hmuen heh na kangduenae hmuen lah awm pawiteh, kai ni hai na dei awh e hah ka dei thai van han.

5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

Hateiteh, ka pahni ni tha na o sak awh han. Ka pahni dawk hoi lungroumnae lawk ni na lungmathoenae a kahma sak han.

6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

Lawk ka dei nakunghai ka lungmathoenae roum sak thai hoeh. Duem ka o nakunghai bang alânae awm hoeh.

7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

Hateiteh, ama ni na tawn sak teh, ka huikonaw puenghai kingdi sak toe.

8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

Nama ni khakkatek teh, hot ni kai hanelah kapanuekkhaikung lah ao. Ka kamsoenae ni yon na pen teh, hot ni ka minhmai dawk ka panuek khai e lah ao.

9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

A lungkhueknae ni rekrek na sei teh, na hmuhma. A hâkam na kata sin teh, ka taran ni na hmaiet.

10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

Pahni na ang sin awh teh, lungroukatetlah ka tangboung dawk na tambei. Kai na taran hanelah cungtalah a kamkhueng awh.

11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

Cathut ni Cathut banglah ka ngaihoeh naw koe na pâseng, tamikathoutnaw kut dawk na tâkhawng.

12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

Kanawmcalah ka o eiteh, ama ni rekrek na bawng. Ka lahuen dawk na man teh, bengbeng na kahuet teh, rek ka kâbawng, kai teh tâkhawng hanelah ka o.

13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

Ahnie pala kakanaw ni na kalup awh. Ka lung poukkayawng lah na ka teh, na pahren hoeh, talai dawk ka hmu e tui hah a ka rabawk.

14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

Ka hmâ dawkvah patuen patuen hmâ na paca ka pahngawpahrak e ransanaw patetlah na cusin.

15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

Ka vuen dawkvah, burihni ka khui sin teh, ka lû teh vaiphu dawk ka hruek.

16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

Ka ka lawi vah ka minhmai a paling teh, ka mit dawk duenae tâhlip ao.

17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

Ka kut dawk kahawihoehe hno kasake awm hoeh. Ka ratoumnae teh a thoung ei te.

18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

Oe talai, ka thipaling heh ramuk han haw. Ka kanae ni kâhatnae hmuen tawn hanh naseh.

19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

Atu patenghai, kapanuekkhaikung teh a rasangnae koevah ao.

20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

Ka huinaw ni na dudam awh. Cathut koe ka mitphi a lawng.

21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

Tami ni imri hanelah, a kâhei pouh e patetlah, oe Cathut koe na kâhet pouh hane awm haw pawiteh,

22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.

Bangkongtetpawiteh, kum nâsittouh abaw hoehnahlan, bout ban hoeh nae lamthung dawk ka cei han telah ati.