Job 16
1 Da svarede Job og sagde:
Te phoeiah Job loh a doo tih,
2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.
“Te bang ol te muep ka yaak coeng. Nangmih boeih kah a hloep khaw thakthaenah ni.
3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?
Khohli ol te a bawtnah om a? Balae tih na doo hamla nang n'huek.
4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.
Kai khaw nang bangla ka thui thai ta. Na hinglu te ka hinglu yueng la om koinih olthui neh nangmih te kan sun vetih ka lu lamloh nangmih taengah ka hinghuen van ni.
5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.
Ka ka neh nangmih te kan duel lah vetih ka hmuilai kah thaphohnah loh n'hoeptlang mako.
6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?
Ka thui akhaw ka thakkhoeihnah a rhoei moenih. Ka paa koinih kai lamloh metlam a caeh eh?
7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.
Ka hlangboel boeih khaw na pong uh tih ka ngak ngawn coeng.
8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.
Kai nan tonga sak khaw laipai la om coeng. Ka laithae khaw ka taengah pai sak tih ka mikhmuh ah n'doo coeng.
9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.
A thintoek loh a baeh tih kai soah a konaeh. Kai taengah a no te a tah coeng. Ka rhal loh kai soah a mik a huel.
10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.
A ka neh kai n'ang thil uh. Kokhahnah neh ka kam han taam uh tih kai taengah huek ha cu uh.
11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.
Pathen loh kai he hlang thae taengla n'det tih halang kut dongla kai m'muek.
12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.
Thayoeituipan la ka om vaengah kai m'phae. Ka rhawn ah n'khak tih kai he n'taekyak. Te dongah kai he amah ham kutnoek la m'pai sak coeng.
13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.
Ka taengah a lithen rhoek loh m'vael uh tih ka kuel a khoh. Lungma a ti kolla diklai dongah ka hmuet phawt coeng.
14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.
A puut hman ah a puut loh kai m'va. Hlangrhalh bangla kai taengah cu.
15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.
Ka vin soah tlamhni ka hui tih ka ki khaw laipi neh ka poelyoe coeng.
16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,
Ka maelhmai he rhahnah neh nok la nok uh tih ka mikkhu khaw nut coeng.
17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.
Te cakhaw boethae ka kut ah kuthlahnah om pawt tih ka thangthuinah khaw cil.
18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.
Diklai nang loh ka thii he vuei boeh. Ka pang ol he khaw hmuen om boel saeh.
19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.
Vaan ah pataeng kai kah laipai om tih ka hlangcal khaw hmuensang ah om coeng ke.
20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,
Ka hui khaw Pathen taengah kai kah hmuiyoi la om tih ka mik khaw pha coeng.
21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.
Hlang capa tah hlang ham neh a hui ham Pathen taengah a thui ta.
22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
Kum a tarhing ah ha pawk vetih ka mael voel mueh caehlong ah ka cet pawn ni.
