Job 15

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

2 Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,

3 idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!

4 Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.

5 Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.

6 Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.

7 Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?

8 Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?

9 Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?

10 Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.

11 Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?

12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?

13 Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.

14 Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?

15 Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:

16 Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

17 Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:

18 Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,

19 dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.

20 Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.

21 Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.

22 Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.

23 Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.

24 Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;

25 thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;

26 han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;

27 thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,

28 og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.

29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.

30 Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.

31 Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.

32 Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.

33 Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.

34 Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.

35 De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.