Job 15

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

Då tok Elifaz frå Teman til ords og sagde:

2 Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,

«Kjem svar i vind og ver frå vismann? Fyller han barmen sin med storm?

3 idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!

Vil han med ugangstale lasta? Med ord som nyttelause er?

4 Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.

Otten for Gud den bryt du ned og skjeplar andakt for Guds åsyn.

5 Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.

For syndi styrer munnen din; du talar som dei falske talar.

6 Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.

Din munn deg dømer, ikkje eg; og dine lippor vitnar mot deg.

7 Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?

Vart fyrst av menneskje du fødd? Vert fyre haugarne du avla?

8 Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?

Var du i Guds rådleggjing med? Og fekk du visdom til deg rana?

9 Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?

Kva veit du som me ikkje veit? Kva skynar du som me ei kjenner?

10 Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.

Gråhærd og gamling er hjå oss; han eldre er enn jamvel far din.

11 Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?

Er trøyst frå Gud det altfor ring? Vanvyrder du eit rolegt ord?

12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?

Kvi let du hugen eggja deg? Kvi let du auga rulla vilt?

13 Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.

For imot Gud din harm du snur og let or munnen ordi strøyma.

14 Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?

Kor kann vel mannen vera rein? Og kvinnefødde hava rett?

15 Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:

På sine heilage han lit ei; for honom er’kje himmeln rein,

16 Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

langt mindre då ein styggeting, ein mann som urett drikk som med vatn.

17 Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:

Eg vil deg læra; høyr på meg! Det som eg såg, vil eg deg melda,

18 Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,

det som vismenner segja kann, og ei hev dult frå sine feder,

19 dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.

dei som åleine landet åtte, og ingen framand kom bland deim.

20 Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.

Den vonde stødt i uro liver, for valdsmann gøymt er fåe år.

21 Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.

I øyro rædsletonar ljomar; fyrr han veit av, kjem tynaren.

22 Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.

Han trur’kje han kann fly frå myrkret; han venta lyt det kvasse sverd.

23 Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.

Han leitar etter brød: Kvar er det? Han veit, ein myrk dag er for hand.

24 Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;

Naud, trengsla skræmer, tyngjer honom, liksom ein konge budd til strid.

25 thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;

For imot Gud han lyfte handi og våga tråssa Allvalds-Gud,

26 han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;

han storma fram med nakken lyft, med vern utav skjold-ryggjer sterke;

27 thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,

han dekte andlitet med feitt og gjorde sine lender feite.

28 og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.

Han budde i bannstøytte byar, i hus som ingen burde bu i, men til grushaugar etla var.

29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.

Han vart’kje rik, hans gods kverv burt, hans grøda luter ei mot jordi.

30 Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.

Han kann’kje koma undan myrkret. Hans greiner turkast burt i hiten, og han kjem burt ved hans munns ande.

31 Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.

Trur han på fåfengd, vert han narra, og berre fåfengd haustar han.

32 Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.

Fyrr dagen kjem, då vert det uppfyllt, hans palmegreiner grønkar ikkje.

33 Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.

Lik vinstokk misser han si druva, spiller sin blom som oljetreet.

34 Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.

Ein syndarflokk set ingi frukt, og elden øyder mute- tjeldi.

35 De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.

Dei avlar møda, føder tjon, og svik i fanget sitt dei nører.»